*

København

Mindeoptog lyste op fra Krudttønden til Krystalgade

1800 lys blev tændt på ruten fra Krudttønden til til synagogen i Krystalgade.

Mens dagslysets sidste stråler faldt over Østerbro i København, samledes flere hundrede mennesker søndag i kulden foran Krudttønden.

Her indledte Omar el-Hussein sidste år sit angreb. Og det var her, han tog det første af to liv, da filminstruktøren Finn Nørgaard blev skudt uden for kulturhuset.

Finn Nørgaard Foreningen, Dan Uzan Fonden og Det Jødiske Samfund i Danmark havde arrangeret optoget fra Krudttønden, hvor Finn Nørgaard blev dræbt, til synagogen i Krystalgade, hvor Dan Uzan blev dræbt. Foto: Lars Krabbe

Kort efter klokken 17 blev folkemængden efter nogle få ord fra Finn Nørgaard-Foreningen, der er stiftet til ære for den dræbte filminstruktør, sendt på gåben fra Omar el-Husseins første gerningssted til det andet.

Undervejs på optoget blev 1800 lys tændt med mindre en meters mellemrum for at mindes de to ofre og markere et ønske om et fordomsfrit og samlet Danmark.

Under optoget blev der tændt levende lys på hele ruten. I alt var det planen at tænde 1800 lys gennem København. Foto: Lars Krabbe

Mens mørket faldt over København søndag aften, slangede et varmt skær og en sød duft fra de 1800 lys sig gennem København.

Flere repræsentanter fra det politiske liv tog del i optoget.

Fra regeringen var integrationsminister Inger Støjberg (V) og energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) mødt op.

Der var ikke planlagt taler ved arrangementet, da lysene skal tale for sig selv. Foto: Lars Krabbe

Oppositionen var repræsenteret af blandt andre Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen, samt partileder for Alternativet Uffe Elbæk.

Også Københavns overborgmester, Frank Jensen, og Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, var mødt op foran Krudttønden.

Optoget og lysene skal markere et ønske om et fordomsfrit og samlet Danmark. Foto: Lars Krabbe

Som flere almindelige borgere, der var mødt op, lagde overborgmesteren blomster ved indgangen til Krudttønden.

Der stod også lys og blomster et par meter væk fra selve indgangen til Krudttønden, på det sted hvor filminstruktørens tabte sin kamp med Omar el-Hussein, som Finn Nørgaard ifølge et vidne forsøgte at overmande.

Her er optoget samlet ved synagogen efter marchen. Ben Bograd og hustruen Miriam tænder lys. Foto: Lars Krabbe

Klokken lidt over halv syv nåede optoget sit mål: Synagogen på Krystalgade. Det var her, Dan Uzan blev Omar el-Husseins andet og sidste offer.

Heller ikke her var der taler. Arrangørerne af optoget har ønsket, at lysene skal tale for sig selv.

Se også Jyllands-Postens store serie i 10 kapitler om terrorangrebet i København - et år efter. En række nøglepersoner, der var helt tæt på begivenhederne, fortæller i dybden om deres oplevelser, og alt det der fulgte efter.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Indland
Annonce
Søg i vejviseren
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her