Fortsæt til indhold
Indland

DF: Ekstra millioner til Metro-naboer

I sidste øjeblik foreslår DF et ekstra plaster på såret til metro-naboer.

Stort set alle partier i Københavns Borgerrepræsenation er blevet enige, og det er derfor kun en formsag, når de onsdag skal tage stilling til Metroselskabets ansøgning om udvidede arbejdstider på metrobyggegpladser.

Metroselskabet får lov at støje fra kl. 7 til 22 ved en række byggepladser, mens der i nogle tilfælde bliver tale om døgnarbejde.

Men partierne har dog forsøgt at imødekomme de mange frustrerede naboer, som kan se frem til at få deres nattesøvn forstyrret det næste lange stykke tid.

20 mio. kr. er en dråbe i havet

Der vil være døgnbemandet miljøtilsyn og videoovervågning af metrobyggepladserne, bedre offentligt tilgængelige støjmålinger, styrket vejledning til beboerne samt en pulje på minimum 20 millioner kroner, der bl.a. skal sikre hotelværelser eller andre aflastningstilbud til de hårdest ramte naboer.

Søren Sandahl, talsmand for Metromonotor og nabo til byggeriet i Nørrebroparken, har tidligere kaldt det "en dråbe i havet" over for Jyllands-Posten, og nu foreslår Dansk Folkeparti i sidste øjeblik, at beløbet sættes op.

"Vi vil afsætte 30 mio. kroner ekstra, som skal bruges til støjisolering af de berørte boliger. Vi kan simpelthen ikke være andet bekendt. Disse mennesker skal leve med støj døgnet rundt, så selvfølgelig har Københavns Kommune et kæmpe ansvar," udtaler gruppeformand på Københavns Rådhus, Carl Christian Ebbesen (DF).

Skal kunne have et normalt hverdagsliv

Han er enig med Søren Sandahl i, at 20 mio. kr. langt fra er nok.

"Borgerne skal mærke til så få besværligheder som muligt ved byggeriet. Dansk Folkeparti prioriterer højt, at man i den bredeste forstand tager hensyn til beboerne og deres liv. De skal kunne opretholde et normalt hverdagsliv, uden at det påvirker deres helbredstilstand og almene velbefindende," lyder det fra Carl Christian Ebbesen.

Borgerrepræsentationen holder møde onsdag kl. 16.