Kvinder protestammer på Rådhuspladsen
"Vi er nødt til at bevise, at vi ikke er en omgang stride og skingre kællinger."
Er det i orden for cafeer at afvise kvinder, fordi de ammer?
Ja, mener Ligebehandlingsnævnet, der gav en caféejer medhold i en sag, hvor en mor havde klaget.
Nej, mener Enhedslisten, Jordemoderforeningen og hundredvis ammende kvinder, som mandag kl. 15 indtager Rådhuspladsen i København.
Vil have ny lov
Her vil de amme deres børn i protest over Ligebehandlingsnævnets afgørelse og samfundets bonerthed, når det gælder amning.
"Vi skal demonstrere vores utilfredshed over den retning, samfundet bevæger sig i," skriver initiativtager og blogger Trine Maria Larsen på Facebook-siden "Det er bare bryster".
For nylig sendte Jordemoderforeningen et åbent brev til ligestillingsminister Manu Sareen (R), hvor den bad ham ændre den lov, der giver restauratører ret til at afvise ammende kvinder.
Vi er ikke stride kællinger
Det førte til Enhedslistens forslag om at give kvinder ret i loven til at amme på caféer, restauranter og i det offentlige rum.
Ministeren afviser, at der er behov form en lovændring, da han mener, de færreste ammende kvinder bliver afvist.
Dagens aktion varer fra kl. 15 til 16.
"Jeg forventer en stille og rolig forsamling – vi er nødt til at bevise, at vi ikke er en omgang stride og skingre kællinger, der ønsker røde løbere, velkomstkomiteer eller klapsalver i samfundet, bare fordi vi har fået børn – men vi ønsker derimod heller ikke at blive ekskluderet af samme årsag," skriver Trine Maria Larsen, som også har bloggen Lortemor.
Ordet er dit: Bør restauratører kunne afvise ammende kvinder?
Hvad mener du om amning i det offentlige rum?