Politikere vil have homoflag på busserne
"For poppet," kalder DF forslag om at markere Copenhagen Pride med regnbueflag.
Dannebrog på den ene side og et regnbueflag på den anden side af bussen.
Sådan forestiller SF i Københavns Borgerrepræsentation, at homofestivalen Copenhagen Pride skal markeres over de fire dage i august, hvor den afholdes.
"Først og fremmest handler det om at skabe opmærksomhed omkring Copenhagen Pride, og den fest den er," siger Peter Thielse (SF) til Jyllands-Posten.
Karnevalsbusser
Indtil for få dage siden var udvalgte busser i hovedstaden udstyret med lyserøde fjer på toppen for at markere karnevallet.
Den udgift betalte karnevallet selv for.
"Det handler også om at gøre opmærksom på det, der kæmpes for; lige rettigheder for alle uanset seksualiteten. Vi vil gerne give dem den håndsrækning, og det er noget, som de kan få gavn af mange år frem, for det koster en del at få lavet flaget," siger Peter Thiele, som tilføjer, at Pride-festivalen i Stockholm også markeres på busserne.
DF: Der bør kun flages med Dannebrog
Men Dansk Folkeparti mener netop, at det er spild af penge at flage for Pride.
"Generelt synes jeg, at Movia skal flage med det danske flag. Jeg synes, at det er for poppet og en forfladigelse, når vi skal flage med Pride-flag. Ikke fordi det er Pride, men der er så mange andre festivaler og events, at man kan blive ved," siger Birthe Skaarup (DF).
Hun stemmer derfor nej, når kommunens kultur- og fritidsudvalg torsdag eftermiddag tage stilling til forslaget, som kommer til at koste 70.000 kr.
S: Det er festligt
Ikke desto mindre ser forslaget ud til at gå igennem, da Socialdemokraterne er for ideen.
"Vi synes, det er er festligt, at busserne i København er med til at markere nogle af de begivenheder, der foregår i byen, og bl.a. markerer, at København er en homovenlig by," lyder det fra Simon Strange (S).
Det er primært busser, som kører fra Frederiksberg og forbi Rådhuspladsen, hvor festivalen er centreret, som skal køre med flagene under Copenhagen Pride, som foregår fra den 21. til 24. august.
Københavns Kommune kan blot anmode Movia om at flage med regnbueflag, men trafikselskabet siger i reglen ja, hvis ikke det betyder ekstraomkostninger.
Bør København markere Copenhagen Pride med regnbueflag på busserne?
Hvad mener du?