Lammet pige kan få erstatning
14-årig var uden skyld i faldulykke, siger politiet. Overborgmester vil have sagen afsluttet.
En 14-årig pige, som blev lammet fra livet og ned, da hun sammen med en veninde faldt ned fra Dronning Louises Bro i København, kan formentlig få erstatning.
Københavns Politi har afgjort, at pigerne ingen skyld havde i ulykken i slutningen af januar, der skete, da et gelænder på broen på Nørrebro gav efter og sendte pigerne i et styrt tre-fire meter ned på en asfalteret vej.
Politiets vurdering af sagen åbner for, at kommunen har et erstatningsansvar, siger pigens advokat Søren K. Jensen, der har læst politiets rapport.
Advokat: Oplagt sag
"De personer, der har set pigerne og har set hændelsen, udtaler samstemmende, at de ikke har lagt mærke til noget som helst mærkværdigt i pigernes opførsel. Efter min opfattelse betyder det, at det man må nå frem til er, at der har været noget helt galt med dette gelænder," siger Søren K. Jensen til P4 København.
Københavns Kommune sagde i sidste uge, at man først ville tage stilling til, om pigen skal have en erstatning, når politirapporten var færdig.
Men Københavns teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF) er endnu ikke klar til at træffe en afgørelse, selvom politiets rapport foreligger nu. Hun vil have tid til at læse politiets rapport sammen med sine jurister i forvaltningen.
Borgmester: Ingen dato
"Vi har ventet på denne rapport som gør, at vi kan komme videre i sagen. Jeg har nu bedt mine jurister i kommunen om at tage et møde med pigens advokat. Og jeg har også bedt dem om at rykke hurtigt, så vi kan få en afklaring på denne dybt ulykkelige sag. Men jeg må også påpege, at spørgsmålet om erstatning stadig udestår, så derfor kan jeg desværre ikke sætte en dato på, hvornår vi finder en afklaring," siger Ayfer Baykal til P4 København.
Københavns overborgmester Frank Jensen (S) er nu gået ind i sagen med et klart budskab til Baykal og hendes forvaltning: Træf en afgørelse.
"Jeg kan som Københavns overborgmester ikke acceptere, at en 14-årig pige og hendes familie skal vente længe i uvished. Derfor vil jeg appellere til alle relevante myndigheder om at fremskynde sagsbehandlingen, så der kan blive fundet en løsning på sagen," siger Frank Jensen i en skriftlig kommentar til ekstrabladet.dk.
Forældre: Kom nu i gang
Forældrene til den hårdest ramte af de to piger, den 14-årige Frida, forstår ikke, at kommunen kan bruge så lang tid på at tage stilling til en erstatning.
Deres datter blev lammet fra livet og nedad og er i dag under genoptræning, mens veninden Felicia slap med en brækket næse, løse fortænder og en kraftig hjernerystelse.
Forældrene har hele tiden givet udtryk for, at gelænderet var så gennemtæret af rust, at erstatningsansvaret er nemt at placere.
"Det er chokerende, fordi det er så banal en sag. Det er meget uforståeligt, og jeg kan kun undre mig. De burde have taget ansvaret en uge efter, for det er deres rækværk, der er knækket, og de ved, at det var dårlig vedligeholdt," siger Tom Jersø, far til Frida, til ekstrabladet.dk.