Fortsæt til indhold
Indland

24-årig fik "straksdom" for våben og stoffer

En mand fra Gladsaxe har fået en dom på to år og tre måneders fængsel for stoffer og våben.

En 24-årig mand er idømt en straksdom på to år og tre måneders fængsel for besiddelse af kokain, våben og dopingmidler, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Han har været eftersøgt siden 23. marts, da Task Force Øst undersøgte en villa på Hækmosen i Herlev i København. Her beslaglagde man 453 gram kokain, en totenschlæger, en peberspray og dopingmidler.

Mandag meldte manden sig sammen med en advokat på Albertslund Politigård, hvor han blev anholdt.

Hurtig domfældelse

Tirsdag blev han fremstillet i grundlovsforhør, hvor han erkendte sig skyldig og modtog en såkaldt straksdom på to år og tre måneders fængsel.

Han forklarede i retten, at han opbevarede kokainen på grund af gæld til folk i rockermiljøet.

Den dømte blev overført til afsoning med det samme.