Fortsæt til indhold
Indland

Politiet efterlyser lynhurtige juvel-røvere

Københavns Politi har udsendt billeder af gerningsmænd, som røvede juveler for 10 mio. kroner.

Københavns Politi har nu offentliggjort overvågningsbilleder af de fire røvere, som onsdag begik et voldsomt kup mod guldsmed Ole Mathiesen på Strøget i København.

Røverne slap efter en lynhurtig aktion af sted med varer for mindst 10 mio. kroner.

Hammer og økse i aktion

De fire røvere kom ind via slusen, og den ene truede personalet med en pistol.

Samtidig gik to andre løs på montrerne med henholdsvis en hammer og en økse. Røverne ryddede også vinduerne.

Derefter løb de ned mod Kongens Nytorv, hvor en sort VW Golf stationcar holdt klar. Bilen, som har indregistreringsnummeret BF 23.505, forsvandt i retning mod Nationalbanken. Køretøjet blev efterladt efterladt bag Charlottenborg ved Kgs. Nytorv.

Muligvis østeuropæere

Alle gerningsmænd er formentlig østeuropæere, mener politiet.

Gerningsmand A er lys i huden, 30 - 35 år, almindelig til kraftig af bygning og med mørkt hår. Han var iført en grå alpehue og bar sorte briller under røveriet. Han havde et stribet halstørklæde og bar en sort jakke med lommer og metalknapper på fronten. Han havde blå cowboybukser og sorte sko på og bar desuden en sort taske.

B, som ligeledes er lys i huden, er 30 - 35 år og almindelig til slank af bygning med sort plysset hår. Han var iført et stribet halstørklæde, brun/sort læderjakke samt cowboybukser og sorte lædersko. Han bar desuden en taske i højre hånd.

Sort paryk

C beskrives som østeuropæer, lys i huden, 30 - 35 år, almindelig til kraftig af bygning. Han var iført en alpehue, og et sort og hvidt halstørklæde, en gråbrun jakke udenpå en trøje med smalle lyse horisontale striber. Derudover var han iført mørke cowboybukser og havde sorte sko på.

D er lys i huden, 25 - 30 år, spinkel af bygning og med et karakteristisk sort hår, der er 10 - 15 cm. langt og muligvis er en paryk. Han har et smalt ansigt, og var iført et lilla- og sortstribet halstørklæde, sort jakke, mørke cowboybukser og sorte sko samt sorte handsker.