*

Her er bedst at bo
København

Politidirektør: Flere skal fængsles

Politiet erkender, at det ikke var forberedt på weekendens ballade på Nørrebro. Ledelsen vil være bedre til at forudsige uroligheder.

Københavns Politi vil forsøge at fænglse flere aktivister, hvis urolighederne bryder ud på Nørrebro igen. Foto: Niels Hougaard

Efter de nye uroligheder på Nørrebro i weekenden bebuder Københavns Politi en strammere kurs over for ballademagerne. Flere skal anholdes, varetægtsfængsles og dømmes.

»Vi er nødt til at skride mere konsekvent ind, dokumentere begivenhederne og få ballademagerne varetægtsfængslet. Samtidig skal vi være bedre til at forudsige, om demonstrationer udvikler sig, som de gjorde i weekenden, så vi kan undgå, at det sker igen. Det er, hvad politiet kan gøre,« siger Københavns politidirektør Hanne Bech Hansen, der kalder situationen over for beboerne på Nørrebro for uacceptabel og urimelig.

»Den situation, vi oplever i øjeblikket, skal helst ikke vare ved ret meget længere. Det er langsigtede løsninger, der skal til, og politiet har flere gange gjort opmærksom på, at det her kan vare længe. Det er desværre en profeti, der er ved at gå i opfyldelse,« siger Hanne Bech Hansen.

Politidirektøren minder om situationen i 1980'erne, da konflikter omkring de besatte huse Allotria og Sorte Hest trak ud og førte til flere konfrontationer.

»Men jeg har ikke mulighed for at fortælle politikerne, hvad der skal ske. De unge har haft mulighed for at vise, at tingene er blevet bedre, men de ødelægger tingene for dem selv,« siger politidirektøren.

Sender aben videre

Socialdemokraternes gruppeformand på Københavns Rådhus, Jesper Christensen, tror derimod, at urolighederne snart vil forsvinde.

»Jeg tror, at de fleste kan se, at dette ikke fører til noget. De unge må gøre op med sig selv, om de ønsker et ungdomshus eller en konflikt om principper. Men det trækker bare sagen ud, at Enhedslisten bilder de unge ind, at kommunen kan give dem et hus,« siger Jesper Christensen.

Han forklarer, at kommunen ikke aktivt forsøger at løse konflikten.

»Det eneste, kommunen kan og skal gøre, er at sørge for at rydde op efter balladen. Vi kan ikke ansætte et privat vagtværn, og vi kan ikke forhindre ulovlighederne.«

Formand for Politiforbundet, Peter Ibsen, har svært ved at forstå Københavns Kommunes holdning.

»Det er både urimeligt og uholdbart, at kommunen sender aben videre til politiet. Vi er frustrerede og føler jo, at vi kunne bruge vores kræfter langt bedre på andre ting. Kommunen kan ikke blive ved med at se bort fra Nørrebro-beboernes ønske om ro og orden. Jeg har ondt af de beboere, der lades i stikken,« siger Peter Ibsen, som frygter, at urolighederne vil blive ved med at blusse op på Nørrebro.

Christian Bondorff fra beboergruppen Naboerne på Nørrebro beklager, at det er lykkedes aktivisterne at sprede frygt i bydelen. Og at kun få demonstranter ender i fængsel.

»De unge ved, at der er lille risiko for at blive fængslet, selv om de er med til at kaste med sten. Det er for vattet,« siger han.

null
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
En dansk koreaner
Ann Lind Andersen er koreaner, men hun er først ved at finde ud af, hvad det vil sige. Som fireårig kom hun hertil blandt nogle af de første koreanske adoptivbørn, og som de fleste andre i hendes generation af koreanske adoptivbørn, er hun vokset op som dansk, men nu er nysgerrigheden vakt.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Interview: »Letbanen er den bedste løsning – også i fremtiden«
Teknikrådmand Kristian Würtz (S) vil arbejde for et grønt islæt på letbanens næste etape. Trods kritik af kørestrømsmaster og skred i både budget og tidsplan på den første etape, mener han stadig, at letbanen er den bedste transportløsning i fremtiden. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her