*

København

Bog skal hjælpe autister i arbejde

Verdens eneste virksomhed for personer med autisme ligger i Høje-Taastrup. Nu skal dens erfaringer gives videre til andre.

En æske tandstikker bliver tabt på gulvet, og få sekunder efter har Dustin Hoffmann talt dem. Det er sådan, de fleste mennesker kender autister, men sådan behøver det ikke at være.

"I job med autismespektrumforstyrrelser" hedder en ny bog, som koordinationsudvalget under Høje- Taastrup Kommune har udgivet i samarbejde med firmaet Specialisterne.

Høje-Taastrup-virksomheden har i øjeblikket 21 personer med autisme ansat og er den eneste af sin slags i verden. Den nye bog trækker på firmaets erfaringer, så endnu flere virksomheder, autister og sagsbehandlere bliver opmærksomme på de specielle evner, personer med autisme kan tilbyde arbejdsmarkedet.

»Selv om der måske kun findes 25 autister med de evner, som Dustin Hoffman udfolder i "Rain Man", så er de fleste autister enormt gode til at udføre opgaver, som kræver fordybelse, detaljefokusering og vedholdenhed, og det er noget, man kan bruge i erhvervslivet,« fortæller Thorkil Sonne, som er direktør i Specialisterne, der åbnede 1. januar 2004.

Søn med autisme

Thorkil Sonne har selv en fortid i it-branchen og startede virksomheden, fordi hans egen søn for fem år siden blev diagnosticeret infantil autist. De erhvervsmæssige fremtidsudsigter for sønnen lignede en tidlig førtidspension, og det fik Thorkil Sonne til at tage kampen op og skabe en niche for autister på arbejdsmarkedet.

I dag arbejder Specialisterne for flere store firmaer.

For TDC finder de for eksempel fejl på nye mobiltelefoner og registrerer nye abonnenter. Fejlfinding på telefoner kræver, at man gentager de samme funktioner et utal af gange, og her er autisterne særligt gode, da de har blik for fejl, og rutinearbejde sjældent bliver kedeligt for dem. Registrering af nye abonnenter er også en opgave, hvor autisternes særlige evner kommer til deres ret.

»Ude i butikken udfylder kunderne en håndskrevet fuldmagt. Den bliver skannet ind i et system, som vi skriver ind i en anden database. Her kan vi se, at vi laver færre fejl, end de gjorde tidligere,« fortæller Thorkil Sonne.

Hovedsageligt mænd

Arbejdet bliver hovedsageligt udført i Specialisternes lokaler i Høje-Taastrup, hvor man tager hensyn til autisternes særlige behov. Har man autisme, er man ikke så god til at håndtere stress, omvæltninger eller mange mennesker på én gang. Autisme optræder dog i forskellige grader, og man regner med, at der findes seks autister for hver 1.000 mennesker. Det er hovedsageligt mænd, der har autisme, men det er ikke til at angive et helt præcist antal, da det er svært at diagnosticere. Hos Specialisterne har man en 58-årig mand i træningsforløb, som først blev diagnosticeret som 56-årig.

Og netop derfor er man så begejstrede for bogen hos Videnscenter for Autisme, fortæller informationsmedarbejder, cand.mag. i engelsk og dansk og diagnosticeret med den milde form af autisme Asperger-syndrom Aage Sinkbæk.

»Det er så svært at formidle og fortælle om, fordi vi er lige så forskellige og komplicerede som alle andre. Derfor er bogen en milepæl, der kan åbne øjnene og forhåbentlig nogle døre på arbejdsmarkedet. Selv om vi måske ser verden som regnestykker, har vi også behov for at bruge vores evner og blive en del af netværket på en arbejdsplads,« siger han.

Aage Sinkbæks leder, Charlotte Holmer Jørgensen, forklarer, at autister ofte arbejder på flekstid og kan få helt op til to tredjedele i tilskud til jobbet. Det er dog ikke derfor, at man hos Specialisterne satser på de dygtige detaljeorienterede medarbejdere. Her regner Thorkil Sonne med, at de næste år når op på 40 medarbejdere. På lidt længere sigt håber han at kunne åbne en afdeling i England og måske en dag runde medarbejder nummer 1.000.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Biler
Test: Høj Peugeot i fin form med mindste motor
Vi tester Peugeot 3008, som vi sammenligner i versionerne med de to mindste motorer - en benzinmotor på 130 hk og en dieselmotor på 120 hk. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her