*

København

Manden med de gode historier

Hans Laurens er vokset op med historier og har levet sit voksne liv med historier. Nu er han med til at lancere Københavns nye fortællescene StoryBaZaar, hvor publikum kan læne sig tilbage og møde alle slags fortællinger.

»Nu sætter vi turbo på!«

Hans Laurens peger ud i de mildest talt ramponerede lokaler i Krusågade, som han deler med tre andre BestTellers drenge, Søren Bramsted og Kasper Sørensen fra Fortællekompagniet og Carsten Islington.

I det store lokale ud til gaden, hvor BestTellers allerede fra den 18. marts skal holde kurser i fortællingens kunst, er der et hul, hvor de har revet en stor skillevæg ned.

I et mindre lokale er et lydstudie under opbygning. Glasset er sat i ruden, men taget mangler stadig. Så det er langtfra endnu, at BestTellers og andre fortællere kan indspille deres egne CD'er. Men det kan de snart ...

Lokalefællesskabet er en konsekvens af to års samarbejde mellem de københavnske fortællere. I starten forsigtigt, »... for alle var jo ømme om deres eget ...,« siger Laurens og forklarer videre:

»Men vi var enige om at lave BestTellers. Et sted, hvor man ved, at man kan finde de historiefortællere, der lever af det - og som har kvalitet.«

Fælles arrangementer og en fælles hjemmeside er det blevet til. Det fælles kontor med fælles administration er som sagt under opbygning, og når startskuddet lyder på onsdag til StoryBaZaar, Københavns nye fortællescene, er BestTellers nået endnu et skridt hen imod at slå historiefortællingen fast i københavnernes bevidsthed. Som en nutidig, underholdende og debatskabende kunstform. Nu har de sat turbo på!

»Hele ideen er at lave et sted, der er synligt og klart: Her kan man altid få en god historie,« siger Hans Laurens.

Mormors fortællinger

Historiefortælling har altid været en del af Hans Laurens liv. I barndomshjemmet i Holte blev der læst højt om aftenen, og hele familien var dygtige til at fortælle - især den tykke mormor.

»Når hun tog en tur til byen kunne det blive til ufatteligt mange ting. Hun havde sanserne med og var i stand til at give billeder,« siger Hans Laurens og fortæller videre:

»Når hun kom og besøgte os fra Sønderjylland, sov vi altid sammen i gæsteværelset. Min mor var sådan en lille tynd én, men min mormor var stor. Jeg havde aldrig set min mor uden tøj på, men min mormor var ligeglad. Når hun knappede korsettet op, blev hun bare større og større, og så kom der sådan en kæmpestor hvid dame frem. Jeg sad dybt fascineret over, at hun kunne blive så stor.«

Så lå de der, den lille splejsede dreng og den store hvide mormor. Snakkede hele natten. Drengen spurgte, og mormoren fortalte. Om hvordan det var i gamle dage i Sønderjylland, når kejseren havde fødselsdag, og alle de danske børn havde fået deres fineste stads på. På vejen til skole hoppede de ned i grøften for at gøre sig beskidte. Som en protest mod kejseren. Efterfølgende fik de bank af skolelæreren.

Det var én af hendes historier. En anden var den om oldefarens købmandsforretning.

»Hun kunne fortælle om tovværk og tjære. Hun kunne huske alle de ting, og som barn lå jeg og kunne sanse det hele.«

Historier i hovedet

Men fortælle historier var ikke noget, den lille Hans selv begyndte på - i hvert fald ikke med det samme.

»Jeg havde masser af historier inde i hovedet, men gik højst og snakkede med mig selv,« smiler Laurens, der senere begyndte at skrive sine historier ned:

»For hvis man havde historier inde i hovedet, måtte det være litteratur. Hvad skulle man ellers stille op med det?«

Historier skulle altså skrives ned, så de bagefter kunne læses op. Det sidste gjorde Hans Laurens også meget. Da han under studietiden - han valgte arkitektfaget, fordi han hadede eksamener, der var påduttet af andre, og arkitektstudiet var uden eksamener - kom til at bo på et kollegium, hvor de studerende gerne slukkede for fjernsynet om aftenen, læste Hans Laurens op.

Og når gruppen af studerende tog på ferier sammen, havde de bøger med. Bøger, som Hans Laurens læste op om aftenen i teltet.

»Engang havde jeg taget Dan Turèlls "Vangede billeder" med, og den er faktisk hurtigt læst. Pludselig var der ikke mere at læse - men de andre ville have godnathistorie. Jeg kan tydeligt huske, at jeg fortalte en historie om noget, jeg havde oplevet i den by, vi var i. De syntes, det var helt fantastisk. Det samme skete den anden og tredje aften. Den fjerde aften, da jeg igen fortalte om det helt fantastiske, jeg havde oplevet, troede de måske ikke helt så meget på det mere. Men historien ville de alligevel have!« smiler Hans Laurens og fortsætter:

»Der fandt jeg ud af, at det virker, når jeg fortæller historier.«

En mental flytning

Virkede gjorde det også, da han efter et ophold i Japan blev opfordret til at holde forelæsninger om tagkonstruktioner i buddhistiske templer. Det var ikke lige det, der tændte flokken af fremmødte arkitektstuderende.

»Jeg tog en fuldstændig uakademisk chance. Besluttede at fortælle en historie, en rigtig lang historie, der flyttede alle tilhørerne mentalt fra Gråbrødre Torv til Japan. Hvor der er bjerge og floder og dufte. I det rum forklarer jeg dem så om de huse, der er i det landskab. Og pludselig bliver det meget relevant, når jeg bagefter fortæller - meget fagligt - om tagkonstruktionen på buddhistiske templer.«

Ligesom mormorens ord havde fået Hans Laurens til at sanse købmandsforretningen, sansede de studerende nu Japan. Så ja, det virkede, når han fortalte. Til gengæld lykkedes det stadig ikke, at debutere som forfatter.

Han fik i hvert fald hele tiden sendt manuskripterne tilbage.

Det var under en ansættelse som højskolelærer på Kunsthøjskolen i Holbæk, hvor én af kollegerne var meget optaget af mundtlige fortællinger, at forfatterambitionen gled i baggrunden.

»Vi lavede nogle mundtlige fortællinger sammen. Der opdagede jeg, dels at folk hørte efter, når jeg fortalte historier, dels at det var det, jeg ville. I et anfald af selvovervurdering satte jeg mig ved min nye computer, lavede en lille flyer og sendte den ud til en masse mennesker. Bad dem om at betale mange penge for at høre mig fortælle. Jeg kan stadig ikke helt forstå det, men jeg fik tre job det første år.«

Slås med fordomme

Samtidig gik det op for Hans Laurens, at der var andre, der fortalte, og da han i 1994 begyndte at lave fortælleaftener på KafKafeen inviterede han andre fortællere. Fortællekompagniet debuterede dernede og efterhånden voksede der et lille miljø frem af folk, der arbejder med den nye historiefortælling.

»Det er ikke kun historier fra gamle dage. Det er hvad som helst, bare folk hører efter,« fortæller Hans Laurens, der sammen med de øvrige BestTellers slås med en række fordomme: at historiefortælling er for børn, for gammeldags, er foredrag.

»Historiefortælling skal opdateres, vi skal ryste støvet af det. Det er nutidigt, og alle kan høre det!«

Det kan man gøre under onsdagens og torsdagens StoryBaZaar, når Hans Laurens sammen med de andre BestTellers giver os en række gode historier. Og hvis man har lyst til selv at kaste sig ud i fortællingerne, er det bare at møde til kurserne hos BestTellers i Krusågade - så kan man lære det. Og man skal ikke være bange for byggestøv. Drengene fra BestTellers har lovet, at det snart er fjernet fra lokalerne.

Og det er vist ikke nogen røverhistorie.

jpk@jp.dk

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
En dansk koreaner
Ann Lind Andersen er koreaner, men hun er først ved at finde ud af, hvad det vil sige. Som fireårig kom hun hertil blandt nogle af de første koreanske adoptivbørn, og som de fleste andre i hendes generation af koreanske adoptivbørn, er hun vokset op som dansk, men nu er nysgerrigheden vakt.
Den kloge gamle ugle
I over hundrede år har AB haft uglen som kendetegn. Den ranke rovfugl signalerer visdom, men måske er det bare et skalkeskjul for dagdrømmeri.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Syv fantastiske oplevelser i Kinas gamle kulturby
Suzhou, som kaldes Østens Venedig på grund af de mange kanaler, rummer nogle af Kinas smukkeste haver, templer og museer med genstande, der fortæller byens flere tusind år lange historie. 
Se flere
Syv fantastiske oplevelser i Kinas gamle kulturby
Suzhou, som kaldes Østens Venedig på grund af de mange kanaler, rummer nogle af Kinas smukkeste haver, templer og museer med genstande, der fortæller byens flere tusind år lange historie. 
Se flere
Mange har sprunget 2017 over
4 af 10 aarhusianere har endnu ikke interesseret sig for kulturhovedstadsåret. Det er som forventet, mener både borgmester og ledelsen af Aarhus 2017. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her