*

København

Omstridt højhusbyggeri med syv tårne har fået grønt lys

Teknik- og Miljøudvalget har godkendt en ny lokalplan for omfattende grund i København.

Foreløbig visualisering af helhedsplanen for byggeriet på Postgrunden ved Københavns Hovedbanegård. Illustration: Lundgaard & Tranberg.

Det har været længe undervejs og har været omdrejningspunkt for en del diskussion. Men mandag stemte et flertal bestående af de borgerlige partier samt Socialdemokraterne og SF i Teknik- og Miljøudvalget lokalplanen for det nye byggeri på Postgrunden bag Københavns Hovedbanegård igennem.

Det er Danica Pension, der har købt den 40.000 kvm. store grund, som skal bruges til erhverv, boliger og hotellejligheder. Det store byggeri vil bl.a. omfatte syv runde tårne, hvoraf de højeste vil strække sig 93 og 115 meter op i luften.

Protester over højt byggeri

Udvalget har tidligere været skeptisk over for projektet, da det er meget omfattende, og fordi de syv tårne vil komme til at stjæle en del lys fra resten af byen. Ikke mindst aftensolen fra havnebadet på Islands Brygge.

I den nye plan, der blev vedtaget mandag, har man for at imødekomme dele af den tidligere kritik valgt at placere tårnene anderledes, og facaden ud mod Bernstorffsgade er blevet åbnet. Desuden indeholder projektet 18-20 pct. boliger, hvoraf hver fjerde skal være almen. Det sker, da der i den tidligere politiske behandling er blevet stillet krav om almene boliger i forbindelse med byggeriet.

Det har gjort Socialdemokratiets tre medlemmer af udvalget varme på projektet.

»Socialdemokratiet støtter, at der kommer et nyt byggeri på Posthusgrunden med næsten 5.000 arbejdspladser og en ny park, men også 25 pct. almene boliger. Vi har som følge af den kritik, der har været i offentligheden, ændret på facaderne, så de er mindre massive. Men der er fortsat højhuse,« siger Jakob Hougaard (S) til Ekstra Bladet.

Mette Annelie Rasmussen fra De Radikale håbede forud for mandagens møde, at man kunne samle et flertal mod lokalplanen. Hos De Radikale så man gerne, at forslaget kunne videreforhandles.

»Vi skal have flyttet rundt på nogle højdekvadratmeter, så højhusene ikke skygger ind over resten af byen. Vi vil godt have lidt mere tid til at få det her projekt passet til,« siger Mette Annelie Rasmussen til TV2 Lorry.

Debat: Byudvikling? Politikerne har mistet grebet

Sådan gik det dog ikke, da det udover De Radikale kun var Enhedslisten, der stemte nej til lokalplanen.

Også her er man skuffet over mandagens beslutning.

»Nu kommer der en stor og 115 meter høj, bred betonmur ved starten af København, når man kommer ind mod byen. Det er synd. Det betyder, at Københavns traditionelle tårne og spir pludselig bliver erstattet af en betonmur, som byder velkommen, og at Islands Brygge kommer til at ligge i skygge i aftentimerne,« siger teknik- og miljøminister Morten Kabell (EL) til Berlingske.

Foreløbig visualisering af helhedsplanen for byggeriet på Postgrunden ved Københavns Hovedbanegård. Illustration: Lundgaard & Tranberg.

Ambitionen med projektet er, at åbne Postgrunden op og dermed skabe et nyt byrum for beboere, besøgende og forretningsdrivende. Områdets samlede areal er svarende til fem fodboldbaner og måler 125.000 etagemeter. Den gamle postbygning bliver omdannet til hotel, der skal etableres en ny park, og det forventes, at byggeriet vil medføre 5.000 arbejdspladser.

Byrådspartier undrer sig over højhus-plan

På kortet ses en plantegning over byggearealet, hvor der sammenlignes med allerede etablerede københavnske pladser og byrum.

Grundplan med skalasammenligning af de nye pladser og byrum i byggeriet på Postgrunden i København. Tegningen her er en tidligere tegning. I lokalplanen, der blev vedtaget i går, er der skabt en passage ud til Bernstorffsgade. Illustration: Lundgaard & Tranberg via Postgrunden.

Beslutningen skal endeligt vedtages i Borgerrepræsentationen i slutningen af november.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her