*

Privacy Policy Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her
Indland 09.10.2012 kl. 06:42

PET-agent opildnede muslimer til terror

Mens han arbejdede for PET, opfordrede tidligere terroragent danske muslimer til voldelig aktioner.

I 2006 blev Morten Storm hvervet af Politiets Efterretningstjeneste, PET, der i årevis har brugt ham som agent eller meddeler. Foto: JP

Den nu tidligere PET-agent Morten Storm opfordrede herboende muslimer til voldelige aktioner mod det danske samfund og til at støtte militant islamisme i udlandet, mens han var på PET's lønningsliste fra 2006 og indtil sidste år. Det skriver Politiken.

Storms militante missioneren foregik især i en omstridt moské på Ørbækvej i Odense, men også i muslimske kredse i Aarhus og København.

Det fortæller religiøs rådgiver i Det Islamiske Trossamfund Kamran Shah, der har kendt Morten Storm siden 1999 og har undervist danskeren i islam.

- Der er ingen tvivl om, at han har forsøgt at fremme en radikal forståelse hos nogle af vores unge.

Et chok

- Når vi så, hvordan han aktivt forsøgte at ændre dem i en mere radikal retning, var det et chok for os bagefter at opdage, at han samtidig var agent for PET, siger Kamran Shah til Politiken.

Han oplyser også, at Morten Storm forsøgte at få trossamfundet til at sende penge til et kontroversielt universitet i Yemen.

Politiken har forelagt oplysningerne om Storms aktiviteter for strafferetsprofessor ved Københavns Universitet (KU) Jørn Vestergaard:

- Agenter må ikke foretage sig ting, der øger muligheden for eller omfanget af en forbrydelse. Det gælder også for PET. Så det vil helt klart være ulovligt at tilskynde til forbrydelser, siger han og bakkes op af lektor i strafferet Trine Baumbach fra KU.

Ekspert overrasket

Terrorekspert ved Försvarshögskolan i Sverige Magnus Ranstorp er overrasket over Storms aktivitet.

- Hvis han har taget et initiativ og er gået over stregen, er det usædvanligt for en civil agent. Det er jo PET's opgave at holde øje med, hvilke aktiviteter han bedriver, siger han.

Morten Storm, der er tidligere rocker og kriminel, konverterede til islam i 90'erne. Han kom tæt på toppen af terrororganisationen Al Qaidas ledelse, især Al Qaidas nummer to, al-Awlaki.

I 2006 blev Morten Storm, dengang Murad Storm, agent for PET, og i søndags stod han frem i Jyllands-Posten og fortalte, at hans informationer om Al Awlaki førte til, at USA for et år siden kunne dræbe al-Qaeda-lederen ved et droneangreb i Yemen.

Det bestrider PET. Oplysningerne om Morten Storms aktiviteter herhjemme sætter fokus på politiets brug af agenter i terrorsager.

Hverken justitsminister Morten Bødskov (S) eller PET ønsker at kommentere sagen.

Ritzau
Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Tilmeld dig Jyllands-Postens Nyhedsoverblik
Annonce
forsiden lige nu
Annonce
Indland
Annonce
Søg i vejviseren
Annonce
Annonce