215 studerende giver gratis lektiehjælp
Overvældende interesse for at støtte folkeskoleelever med alt fra svære verber til matematiske formler.
55 studerende fra København har meldt sig som supplement til de 160 lektiehjælpere, som i forvejen hjælper udsatte unge folkeskoleelever.
Målgruppen er skoleelever, der har svært ved at få hjælp derhjemme til skoleopgaverne.
De 55 lektiehjælpere der foreløbig har tilmeldt sig Lektier Online projektet i København er et godt supplement til de 160 lektiehjælpere der forvejen er engageret i projektet.
I løbet af 2013 udvides åbningstiderne, og der vil løbende blive brug for flere lektiehjælpere i København.
7.000 børn
Lektier Online har været i gang siden februar 2010 og har på den tid hjulpet over 7.000 elever, primært børn og unge fra 6.-10. klasse fra udsatte boligområder, mens de frivillige primært er rekrutteret fra studiemiljøerne i Aarhus og nu også København.
Desuden bidrager it-virksomheden KMD med 40 lektiehjælpere og lokaler.
Lektier Online er et udviklingsprojekt med statslig støtte frem til og med 2014.
Projektet er styret af en gruppe bestående af repræsentanter fra Ministeriet for Børn og Undervisning, Kulturstyrelsen samt Statsbiblioteket. Statsbiblioteket er ansvarlig for projektledelse og gennemførelse.