Fortsæt til indhold
Politik

Enhedslisten: Revolutionen er nær

Fremtrædende medlemmer i regeringens støtteparti mener, at en revolution er nært forestående.

Ophævelse af ejendomsret, afskaffelse af militær og politi og lukning af fondsbørsen.

Det kan være fremtiden i Danmark, hvis det står til en række fremtrædende medlemmer af Enhedslisten.

Det skriver Berlingske Tidende søndag.

Inden 20 år

Ifølge folketingsmedlem Per Clausen kan det danske samfund - bl.a. ansporet af udviklingen i Sydeuropa - være godt på vej mod en omstyrtning.

"Jeg tror, at revolutionen vil komme i ét ryk, og jeg tror, at den kan komme inden 20 år," siger Per Clausen bl.a. til Berlingske Tidende.

Han understreger overfor avisen, at omstyrtningen vil betyde, at staten overtager bankerne, børsen vil blive lukket og militæret vil blive nedlagt.

Ifølge Per Clausen er forventningen om en nært forestående revolution udbredt i partiet, der i de seneste meningsmålinger får 12 pct. af stemmerne, hvilket kan gøre partiet til Danmarks fjerde største parti.

Må eje en tandbørste

Og de kontroversielle udtalelser bakkes op af flere af partiets centrale figurer.

"Jeg tror på en revolution og en samfundsomvæltning. Får Enhedslisten 90 mandater, og kan vi gennemføre det via lovgivning, har vi ikke noget dansk militær eller politi. Der vil heller ikke være nogle, der tjener penge på andre. Den private ejendomsret over produktionsmidlerne er ophævet. Men selvfølgelig må man godt eje en tandbørste. Virksomhederne er offentlige eller under medarbejderkontrol. Det vil også give god mening at lukke børsen, for aktier er et misfoster, man kan tjene penge på. Der er måske en enkelt andelsparekasse tilbage, men som udgangspunkt bør vi nationalisere bankerne," siger Katrine Toft Mikkelsen, der er hovedbestyrelsesmedlem i Enhedslisten.

Hun mener, at to af de største forhindringer for revolutionen er det danske militær og medierne, som ifølge hende vil forsøge at tilbagerulle en gennemført revolution.

Derfor forestiller hun sig, at det bliver nødvendigt at lukke udvalgte medier.