*

Kommunalvalg
Indland

Koldkrigsindsamling runder en halv million

Koldkrigsforskeren Bent Jensen blev dømt til at betale en halv million i erstatning til journalist. Nu har borgerlig støtteforening indsamlet det beløb til ham.

Professor Bent Jensen foran Center for Koldkrigsforskning. Foto: Mik Eskestad

En række borgerlige kulturpersonligheder og politikere har indsamlet over en halv millioner kroner til koldkrigsforskeren og leder af Center for Koldkrigsstudier, professor Bent Jensens kamp mod journalisten Jørgen Dragsdahl.

Bent Jensen blev tidligere på året idømt 20 dagbøder á 2000 kroner og en tortgodtgørelse til Jørgen Dragsdahl på 200.000 kroner, fordi han i en række artikler i Morgenavisen Jyllands-Posten har beskyldt journalisten for at være KGB-agent.

Derudover skal Bent Jensen betale 309.278 kroner i sagsomkostninger til Jørgen Dragsdahl.

Men de penge behøver Bent Jensen nu ikke selv at punge ud med.

Mens resten af Danmark holdt sommerferie, er pengene strømmet ind på kontoen hos den nystiftede Bent Jensen-Foreningen, så der dags dato er indsamlet 610.375 kroner til koldkrigsforskerens appelsag.

Bag Bent Jensen-Foreningen står blandt andre en af stifterne af den borgerlige tænketank CEPOS, forlæggeren Peter la Cour.

Peter la Cour var i 2001 med til at indsamle 337.000 kroner til den tidligere modstandsmand Jørgen Røjel, efter at denne også var blevet dømt for injurier. Jørgen Røjel anklagede Enhedslistens udenrigsordfører, Frank Aaen, for at kunne være blevet dømt for spionage, hvis altså han var "blevet opdaget i tide".

Dengang tog nuværende indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) initiativ til indsamlingen til "Røjels æresbøde"

Jørgen Dragsdahl har under retssagen fortalt, at han ikke kan få journalistisk arbejde - og lever af dagpenge - fordi agentanklagen klæber til hans navn.

Indsamlingen sker efter aftale med Bent Jensen.

Ritzau
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her