*

Indland

Mere politik end videnskab

Omkring 2.000 klimaforskere fra 80 lande deltager tirsdag, onsdag og torsdag i denne uge i en konference i København. Det er imidlertid dybt ulykkeligt, at de sætter sig for at udskifte IPCC's omhyggelige arbejde med deres egne marginal-holdninger, skriver kronikøren.

Bjørn Lomborg. Arkivfoto: Steen Wrem

Mellem kaffepauser og musikalsk underholdning sigter et "krisetopmøde" om klodens opvarmning mod at udskifte videnskabelige mainstreamsynspunkter om klodens opvarmning med politiserede dommedagsvarsler.

At trævle mange års omhyggeligt videnskabeligt arbejde op på blot tre arbejdsdage er ambitiøst. Det er også ubesindigt.

Den ”Internationale Videnskabelige Kongres om Klimaforandringer” er faktisk ikke nogen videnskabelig kongres. Dette er ikke min egen kritik. Det indrømmer arrangøren, Katherine Richardson, selv: »Dette er ikke en almindelig videnskabelig konference. Dette er et bevidst forsøg på at påvirke den førte politik.«

Dette »bevidste forsøg« drives af dem, hvis dystre forventninger om klodens opvarmning er langt værre end det konsensussynspunkt, som er etableret af tusinder af forskere, som udgør FN's panel for klimaforandringer, IPCC. Richardson finder IPCC's vigtigste konklusioner »for svage«.

Til hendes kongres vil videnskabsfolk lede små sessioner, som strækker sig over spektret af global opvarmnings-emner, fra geoteknik til »menneskers rettigheder kontra andre dyrs og planters rettigheder på Jorden«. Jeg er ikke i tvivl om, at nogle af disse møder vil være meget værdifulde. Men uden for den akademiske verden vil de ikke skabe den store opmærksomhed. Meget af det, vi ved om klimaforandringerne, kommer fra FNs klimapanel, IPCC. Midt i en heftig, til tider dogmatisk, debat er panelets regelmæssige rapporter den gyldne standard for klima-videnskaben. Hver rapport udsendes først efter års udkast, sammenskrivninger, vurderinger, videnskabelige bedømmelser og konsensusopbygning blandt videnskabsfolk fra over 130 nationer.

Denne proces er håndfast og omhyggeligt konstrueret til at vædre kritik. IPCC's konsensus-konklusioner er utroligt vanskelige at ignorere og har gjort mere end noget andet for at sprede det vigtige budskab om, at klimaforandringen er virkelig, og at den er menneskeskabt.

Alligevel vil talere på kongressen som fx Stefan Rahmstorff fortælle topmødet, at IPCC's arbejde er forkert og forældet. Han mener, at stigningen i havenes middelvandstand, som er forårsaget af klodens opvarmning, kunne ligge i størrelsesordenen 1,4 meter i dette århundrede - langt værre end flertalssynspunktet.Midtpunktet for dette konsensussynspunkt betyder en 38,5 cm stigning i havvandstanden. Det er et problem, men vil ikke bringe civilisationen til fald. I forrige århundrede steg havenes vandstand med det halve, uden at de fleste af os bemærkede det. Dette er tydeligvis ubelejligt for dem, hvis drivkraft er politisk snarere end videnskabelig, og som taler for dramatiske reduktioner i CO2 -udledningerne.

Rahmstorffs synspunkter ser direkte optimistiske ud i forhold til de synspunkter, der forfægtes af en anden af kongressens særlige gæster. Jim Hansen fra Nasa, som i sidste uge risikerede at blive arresteret for at protestere uden for et kulfyret kraftværk i Washington DC, mener, at der måske vil komme en seks meters stigning i dette århundrede.

Og en tredje talers forventninger er endnu mere ekstreme. Matematisk fysiker Hans Joachim Schellnhuber forklarede for nylig, at han ser det som sin opgave at tage »politikerne ved hånden og præsentere dem vores eventyrverden af i morgen.«

Schellnhubers vision ligner mere et Dystopia, men har lige så meget med virkeligheden at gøre som et hvilket som helst eventyr. Han forestiller sig en »ildtid«, hvis vi ikke forpligter os til »fuldstændig dekarbonisering i midten af århundredet«. Han hævder, at selv hvis temperaturerne begrænses til en stigning på to grader - den Europæiske Unions ambitiøse mål - »betyder det, at havets middelvandstand stiger 30-40 meter« over 1.000 år.

Disse forudsigelser er alle skræmmende. De skaber overskrifter kloden rundt. Og dog er det ikke, hvad tusindvis af mainstreamvidenskabsfolk har fortalt os.

Schellnhuber mener, at selv de mest ekstreme restriktioner på CO2 -udledningerne, der foreslås i dag, ikke vil standse verdens mulige undergang. Hans forudsigelser er overdrevne, men han har faktisk ret, når han peger på CO2 -reduktionernes utilstrækkelighed. Hvis Kyoto var blevet fuldt implementeret igennem hele dette århundrede, ville temperaturerne kun falde med 0,2 +0 C, og den finansielle omkostning ville være på 180 mia. dollars hvert eneste år.

I 2008 konstaterede nobelpris-økonomer, som var samlet til Copenhagen Consensus 2008, at selv CO2 -reduktioner i stor skala ville være en meget dårlig investering - og vise sig at være en ineffektiv, meget dyr måde at begrænse temperaturstigningen på.

Der findes en smartere politisk vej, som faktisk ville gøre mere for at sænke temperaturerne hurtigere: at sikre, at alternative energiteknologier til en rimelig pris bliver tilgængelige inden for de næste 20-40 år. Det kan vi opnå, hvis hvert land forpligter sig til at bruge 0,05 % af BNP på forskning og udvikling af ikke-CO2 -udledende energiteknologier. Omkostningerne - de forholdsvis beskedne 25 mia. dollars om året - ville være langt lavere end massive CO2 -reduktioner, men gøre langt mere for at bekæmpe klodens opvarmning. Mens "krisetopmødets" hovedtalere forsøger at udskifte naturvidenskabsfolks konsensussynspunkt, opponerer de også kraftigt imod ethvert bidrag fra den økonomiske videnskab. Schellnhuber siger klart: »Det er helt enkelt forkert at tænke i økonomisk værdi. De videnskabelige fakta understøtter ikke en cost-benefit-analyse.« I stedet bør politikere og befolkningen altså bare lytte til Schellnhuber. Debatten om klimaforandring behøver større fokus på sund naturvidenskab og sund økonomisk videnskab. Talerne i København i denne uge er i deres gode ret til at have en hvilken som helst politisk anskuelse, de måtte ønske. Det er imidlertid dybt ulykkeligt, at de sætter sig for at udskifte IPCC's omhyggelige arbejde med deres egne marginal-holdninger.

Hvis det lykkes for dem, vil det lykkes dem at skræmme politikere til at afgive massive løfter om CO2 -reduktioner i København til december. Det er bekymrende, fordi disse løfter højst sandsynligt aldrig vil blive holdt, og det vil betyde, at verden kommer til at spilde endnu et årti uden at foretage en fornuftig beslutning for at tackle klodens opvarmning. 95 % af de nedskæringer, man havde forestillet sig i Kyoto-protokollen, er aldrig blevet til noget. Især hvis de bliver bange, ville det være forholdsvis let for politikerne af i dag at gå ind for højtidelige løfter, som politikerne af i morgen vil opgive, lige så snart det fulde omfang af de økonomiske omkostninger går op for dem.

Schellnhuber udtalte for nylig til en interviewer: »Jeg ville elske at tage fejl. Hvis det nu viste sig, at alle vi der arbejder i den her klima-business, har lavet en gigantisk brøler, og der slet ikke foregår nogen global opvarmning. Så ville jeg være lykkelig.« Han har ikke fattet pointen. Debatten om, hvorvidt kloden bliver opvarmet, er for længst blevet irrelevant. Men der er pokker til forskel mellem det ragnarok, han forudsiger, og FN's klimapanels langt mindre alarmerende forventninger.

Krisetopmødet er specifikt og bevidst konstrueret til at udsende én og kun én konklusion: at klodens opvarmning bliver langt værre, end vi nogensinde havde forestillet os, og drastiske CO2 -nedskæringer er vores eneste mulige reaktion.

Konferencen har klart valgt at invitere gæster, hvis synspunkter ligger langt til en ene side af mainstream, og at sætte politiserede anliggender over videnskabelige. Disse rammer minder om den måde, hvorpå den forrige regering i USA fik solgt argumentet om, at der var masseødelæggelsesvåben i Irak. De troede lidenskabeligt, at de havde ret, så de havde ikke brug for mere analyse eller diskussion og lukkede således debatten om fornuftige alternativer. Jeg er bange for, at det samme vil kunne ske igen.

Vi har over en årrække opbygget et væld af materiale fra IPCC og fra økonomer, som skitserer en fornuftig reaktion på klodens opvarmning. Vi må ikke lade os distrahere af de politiske motivationer, der driver dem, der mødes i København i denne uge.”

null
Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her