*

Kommunalvalg
Indland

Hård kurs mod trykte reklamer

Trykte reklamer skal sidestilles med spam i email-boxen, mener forbrugerombudsmanden. Det kan betyde store bødestraffe. V og S klar til at stramme op.

Flere end hver 10. danske husstand har i dag et klistermærke med 'Nej tak til reklamer' hængende på postkassen.
Alligevel er det helt op til annoncørerne, om de vil respektere folks ønske om at holde tilbudsaviser fra døren.

Nu foreslår forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen, at de trykte reklamer bliver sidestillet med spam på mailen, som kan koste afsenderne bøder på flere hundrede tusinde kroner. Det skriver metroXpress.

»Når man kan sige nej til spam på sin computer, bør man som forbruger også kunne sige nej tak til reklamer i sin postkasse. Mediebilledet har ændret sig markant, siden man senest i 1989 diskuterede muligheden for helt at undgå reklamer i postkassen,« siger Hagen Jørgensen.

Han understreger, at det er en politisk afgørelse, om reglerne for husstandsomdelte annoncer skal skærpes i retning af de skrappe krav, som gælder annoncører på nettet.

På forhånd erklærer både Venstre og Socialdemokraterne sig parate til at stramme op. Venstres forbrugerordfører Inger Støjberg siger til metroXpress:

»Umiddelbart lyder det fornuftigt, for folks ønske om at sige nej tak bør naturligvis respekteres. I første omgang vil jeg bede ministeren om at undersøge, hvor mange adresseløse forsendelser, der faktisk havner hos folk, som har sagt nej tak til reklamer.«

Ifølge Post Danmark skal annoncører klart og tydeligt gøre opmærksom på, hvorvidt de vil respektere et nej. Hvis ikke det fremgår på forsendelsen, behøver postbudet heller ikke respektere klistermærket med nej tak.

Karen Hækkerup (S) kalder det bagvendt, at hensynet til annoncørerne på den måde vejer tungere end folks ønske om at undgå reklamer i postkassen.

»Det skal selvfølgelig laves om. Vi må sidestille reglerne for trykte tilbudsaviser med reglerne for spam på computeren,« siger Karen Hækkerup, der er forbrugerordfører.

JP

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her