Signalmanden

Fredag den 27. juni i år blev den 22-årige konstabel Anders vækket tidligt om morgenen. Et svagt morgenskær havde lagt sig over den fremskudte militærlejr Armadillo, da de danske soldater blev briefet: De tre danske kampvogne fra delingen Loke havde deltaget i en operation sammen med den afghanske hær, ANA, nord for patruljebasen Attal. Leopard 2-kampvognene betragtes ellers så godt som uovervindelige i Helmand-provinsen, men den forreste af de tre var kørt på så kraftig en mine, at bælter og hjul var flået i stykker. Bjærgningsvognen var i hovedlejren Camp Bastion, flere timers kørsel væk, og derfor måtte en af de andre kampvogne slæbe den beskadigede væk. Den aktion ville gøre kampvognene sårbare, og Anders og soldaterne fra Armadillo måtte straks springe i de pansrede mandskabsvogne for at støtte dem.

Stilhed før . . .
De forcerede en længere ørkenstrækning og ankom til kampvognene på kanten af Den Grønne Zone. Alt var roligt; måske for roligt. Kvinder og børn havde forladt området, og det kunne være et tegn på, at talebanerne var i nærheden.

Selv om Anders havde deltaget i op mod 10 kampe, siden han i februar kom til Afghanistan, havde han aldrig løsnet et skud.

Som signalmand for kompagnichefen lå han sjældent i forreste linje. Han primære opgave var at kommunikere med fly, helikoptere og militærlejrene. Inden Anders kom i Livgarden - ligesom sin onkel og to fætre, der alle er officerer - boede han med sine forældre i Sydafrika med udendørs pool, med jacuzzi, med gartner og med husholderske, så det var et kulturchok at skulle stryge og lægge skjorter, bukser og uniform i snorlige rækker. Det havde han haft folk til.

Men han fik det lært, og nu lå han på kanten af Den Grønne Zone side om side med kompagnichefen klar til at sikre kampvognene i alle retninger. De havde smidt sig på en sandbanke, da der pludselig blev løsnet granater (Rocket Propelled Grenade) fra Den Grønne Zone. Danskerne opfangede fjendens koordinater og svarede igen med artilleri fra kanonerne i militærlejrene. Kort efter angreb talebanerne igen, men denne gang fangede de slagkraftige kampvogne også fjenden i kikkerten og meldte kort efter »nedkæmpet«. Noget uventet dukkede nok en gruppe talebanere op og skød mod en af de danske soldater fra blot 150 m afstand. Anders og kompagnichefen stormede ud til den danske soldat, og pludselig lå Anders i forreste linje. Da den mindre gruppe talebanere gik til angreb, rettede han sit M 96-gevær mod en af fjenderne, fik ham direkte på sigtekornet og afgav en byge af skud.

»Jeg må blankt indrømme, at i det øjeblik man skyder, er det begrænset, hvor meget man tænker. Jeg fokuserede på træningen: Hold hovedet lavt, når du skal op i skydestilling, bevar roen, hold sigtet og afgiv nogle gode skud,« siger han.

Kort efter fik Anders en besked over radioen. Kampvognene ville til at skyde, og han måtte udskifte geværet med radioen. Efter yderligere et kvarter var kampvognene klar til at forlade stedet. Minimum seks-syv talebanere var nedkæmpet. Ingen af danskerne var ramt.

Danskerne åbnede ild en sidste gang og trak sig tilbage. Missionen var fuldført. Den ramte kampvogn var sikret, og fire timer efter at de havde forladt Armadillo, var de tilbage i lejren. Her fik Anders tid til at reflektere over, at han formentlig havde taget en anden mands liv:

»Det var selvfølgelig underligt. Men det var også en lettelse, fordi jeg som signalmand faktisk aldrig ligger helt fremme. Når man bliver skudt på, vil man jo gerne skyde igen. Jeg havde ikke dårlig samvittighed.«

Fuldstændig afklaret
På spørgsmålet om, hvordan en krig 5.000 km fra Danmark kan være det værd, svarer han:

»Der er ingen tvivl om, at afghanerne skal have hjælp. Og når man ser fremskridtet i Den Grønne Zone, hvor der før var mange kampe, men hvor man nu bliver mødt af smil, giver det fuldstændig mening. Mister jeg et ben i morgen, vil jeg selvfølgelig have det rigtig skidt. Men vi ved, at det er med livet som indsats, hver gang vi forlader lejren. Det er et valg, vi har truffet, og jeg er 100 pct. afklaret.«