*

Kommunalvalg
Indland

Børneinstitution evakueret efter udslip af gas fra vandlås

Ingen menes at have taget skade, selv om svovlbrinte gennem længere tid har sivet ud i bornholmsk institution.

En børneinstitution i Aakirkeby på Bornholm blev tirsdag morgen evakueret på grund af et udslip af den giftige gas svovlbrinte.

Først var meldingen, at 100 børn var blevet evakueret, men senere viste det sig, at der var tale om 56 børn og 19 voksne.

Tirsdag eftermiddag oplyser Bornholms Politi, at gasserne og de medfølgende lugtgener tilsyneladende stammer fra en tørlagt vandlås i et baderum.

- Baderummet har ikke været benyttet gennem længere tid, hvilket har fået vandlåsen til at tørre ud med deraf følgende lugt fra kloaksystemet, lyder det fra politiet.

Allerede tirsdag formiddag oplyste politiet, at antallet af svovlbrintemolekyler var lavt og stadigt faldende ved institutionen, og at hverken børn eller voksne syntes påvirket af udslippet.

Alligevel har man valgt at holde institutionen lukket onsdag. Det sker, så Arbejdstilsynet får mulighed for at udelukke enhver tvivl om eventuel fare ved at opholde sig i bygningen.

Servicedirektør Johannes Nilsson fra Bornholms Regionskommune oplyser, at man i længere tid har været opmærksom på "en underlig lugt".

- Der har været forskellige undersøgelser i gang i et par uger, hvor man har kunnet lugte noget. Man har sat forskellige målere op for at finde ud af, hvad det lugtede af.

- Her til morgen har man så sat en måler op et bestemt sted, som slog helt ud på svovlbrinte, og så evakuerer vi selvfølgelig hele bygningen, siger han.

Hvordan kan det være, man først evakuerer nu?

- Det kunne være alt lige fra en død mus, der ligger et sted, så det har ikke været mere kraftigt, end at det lige har haft en duft i et rum, forklarer servicedirektøren.

Svovlbrinte har også det kemiske navn hydrogensulfid. Det er en farveløs gas, der har en lugt i lave koncentrationer af rådne æg. Den er meget giftig, brandfarlig og kan påvirke luftvejene.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her