*

Kommunalvalg
Indland

Børneure kan let hackes

Smarture, som kan bruges til overvågning af børn, er pivåbne. »Bekymrende,« mener Rådet for Digital Sikkerhed.

Smarture til børn har sikkerhedshuller, viser en test fra Norge.

Smarture til børn med indbygget GPS, telefon eller internet har sikkerhedsfejl, så de kan spores og aflyttes af personer med basal viden om at hacke.

Det viser en undersøgelse fra det norske forbrugerråd, som vækker bekymring i Danmark, hvor urene også forhandles.

Vi ser flere og flere produkter, hvor internettet bliver indbygget. Det er rigtig godt for mange forbrugere, og det har mange fordele. Men sikkerhedsreglerne halter bagefter.
Lars Pram, direktør, Forbrugerrådet Tænk

Det norske forbrugerråd har fået testet fire smarture, Gator 2, Tinitell, Viksfjord og Xplora, og fundet alarmerende sikkerhedshuller, der gør dem pivåbne for evt. hackere, der ønsker at hente data fra urene.

»Producenterne markedsfører urene som en ekstra sikkerhed for forældrene, som får at vide, at de kan ringe til børnene og hele tiden ved, hvor de er henne. Men i virkeligheden opnår man det stik modsatte, fordi urene har nogle alvorlige sikkerhedsbrister,« siger direktør Lars Pram, Forbrugerrådet Tænk.

Han opfordrer Datatilsynet til at gå ind i sagen, og han mener også, at der er behov for, at EU hæver kravene til sikkerhedsniveauet for produkter, som kommunikerer med internettet:

»Vi ser flere og flere produkter, hvor internettet bliver indbygget. Det er rigtig godt for mange forbrugere, og det har mange fordele. Men sikkerhedsreglerne halter bagefter.«

Ole Kjeldsen fra Rådet for Digital Sikkerhed finder sikkerhedshullerne stærkt bekymrende.

»Jeg bliver måned efter måned overrasket over, hvordan it-kriminelle finder nye metoder. Her er der en mulighed for at lave afpresning. Derfor bør der selvfølgelig være ordentlige standarder for sikkerheden – også i gadgets til børn,« siger han.

Forbrugerrådet Tænk anbefaler forbrugere, der har købt urene og er utrygge, til at levere dem tilbage og bede om at få pengene retur. Forud for offentliggørelsen af testen har det norske forbrugerråd gjort udbyderne opmærksom på urenes mangler. Alligevel har de fortsat markedsføringen af urene.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her