*

Indland

Asfaltstribe på hovedvej giver biler stenslag og ridser

Hedensted Kommune beklager, at en belægning med rød asfalt midt på en hovedvej har kostet bilister skader.

En østjysk strid om asfalt har nået sit foreløbige klimaks. Hedensted Kommune beklager fredag til bilister på en mere end ti kilometer lang strækning mellem Hedensted og Horsens.

Det skriver TV Syd, der er TV2's regionale kanal.

I slutningen af juni lagde kommunen en bred stribe med rød asfalt mellem de to kørebaner på hovedvejen mellem Hedensted og Horsens. Den røde asfalt skulle øge trafiksikkerheden ved overhalinger.

Men lige siden har bilister klaget over stenslag og ridser i lakken i deres biler.

Kommunen har tidligere slået klagerne hen med, at problemerne vil høre op, efterhånden som stenene blev kørt fast i asfalten.

Efter mere end tre måneder med fortsatte klager erkender Hedensted Kommune nu på sin hjemmeside, at der er store problemer med den røde stribe.

Problemet skyldes den snævre plads på den befærdede vej.

Oprindeligt ville kommunen gerne have gjort strækningen mellem Hedensted og Horsens tresporet, så vejen vekslede mellem et og to spor, men det er vejen ikke bred nok til.

Derfor blev der anlagt helleanlæg og svingbaner på de steder, hvor større veje støder til den meget befærdede rute 170.

Nu beklager Hedensted Kommune de gener, som asfalten har givet og håber på en snarlig løsning.

Kommunen har lavet en grundig inspektion af strækningen og kan konstatere, at stenbelægningen er slidt løs flere steder og ikke ser ud til at være lagt efter forskrifterne.

Entreprenøren er sat på sagen igen og bedt om at komme med en forklaring og bud på en løsning.

Fredag sætter kommunen advarselsskilte om risiko for stenslag på vejen. Strækningen vil også helt ekstraordinært blive fejet en gang om ugen til problemet er løst.

Bilister, der har oplevet stenslag, opfordres til at kontakte både deres forsikringsselskab og kommunen.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her