*

Indland

Studerende og elever aktionerer mod besparelser

Der skal spares 15 mia. kr. på uddannelser. Talsmanden for universiteterne støtter en protest.

Studerende har tidligere været på gaden for at demonstrere. Her fra en demonstration mod nedskæringer på uddannelse på Rådhuspladsen i København. Arkivfoto: Jens Dresling

Landet over demonstrerer studerende, elever og undervisere på en række uddannelsesinstitutioner torsdag mod besparelser på uddannelser.

Uddannelsesalliancen, der repræsenterer flere end 40 elevorganisationer og fagforbund, protesterer imod, at regeringen vil forlænge de årlige 2 pct.-besparelser på alle uddannelser fra erhvervsskoler til universiteter med et år til 2021. Derfor holdes der demonstrationer i København, Odense og Aarhus samt en ”sit-in” i Aalborg.

»Vi vil gerne demonstrere, at vi over en bred kam siger fra over for nedskæringer på uddannelserne. Det er fattiggørende for vores samfund,« siger Sana Mahin Doost, forkvinde for Danske Studerendes Fællesråd og talsmand for Uddannelsesalliancen.

Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil de samlede besparelser fra 2016 til nu måske 2021 beløbe sig til i alt ca. 15 mia. kr. Heraf stammer de godt 6 mia. kr. fra de videregående uddannelser. Flere interesseorganisationer inden for uddannelsessektoren – men også Dansk Erhverv og Dansk Industri – har kritiseret besparelserne.

Jeg kan godt forstå, at de studerende siger, at der er et problem, når man skærer ned, og at det har nogle konsekvenser.
Anders Bjarklev, rektor, DTU og talsmand for Danske Universiteter

DTU-rektor Anders Bjarklev, formand for rektorkollegiet og talsmand for Danske Universiteter, støtter protesten mod besparelserne.

»Jeg kan godt forstå, at de studerende siger, at der er et problem, når man skærer ned, og at det har nogle konsekvenser,« siger han.

Nedskæringer har allerede ført til, at universiteter har nedlagt uddannelser og afskediget undervisere. Anders Bjarklev oplyser, at universiteterne vil håndtere yderligere besparelser ved at kigge på konkrete områder – frem for at lave brede besparelser. Han forudser, at flere uddannelser vil forsvinde.

»Det er jeg ganske overbevist om. Vi er ikke interesserede i at skære et hjørne her og der. Vi er opmærksomme på, at kvaliteten skal opretholdes på det, vi laver,« siger Anders Bjarklev.

Aktioner på gymnasier

Inden demonstrationerne vil der blive aktioneret på flere gymnasier, f.eks. Sankt Annæ Gymnasium i København. Her opfører elever og lærere med strygere og kor en udgave af Mozarts dødsmesse med ny dansk tekst. »Stedt til evig hvile er den gode undervisning. Hør os!,« står der bl.a. i teksten. Senere boykotter eleverne undervisningen og forbereder deres deltagelse i demonstrationen.

»Vi vil ikke modtage undervisning på disse vilkår, der betyder, at niveauet bliver sænket,« siger Johan Reeh, fra gymnasiets elevråd.

I Aarhus er der på flere gymnasier planer om at blokere undervisningen – bl.a. på Aarhus Gymnasium, oplyser Nikolaj Lynge Tøttrup fra 2. g.

Anderledes er situationen på Esbjerg Gymnasium. Eleverne herfra blev tirsdag flere gange fremhævet i statsministerens åbningstale som et godt eksempel på danske unge med mod på verden, og elevrådets formand, Christine Skovhus, har ikke hørt om, at undervisningen vil blive boykottet, eller at der vil være demonstrationer.

»Det er en skam at skære i uddannelserne, men vil vil gerne passe vores undervisning,« siger Christine Skovhus. Hun tror, at demonstrationen ikke gør en forskel.

Uddannelsesalliancen har placeret demonstrationerne kl. 16, så deltagerne kan nå hjem fra deres arbejde eller uddannelse for at deltage. Sana Mahin Doost har dog ikke noget problem med, at f.eks. gymnasieelever boykotter undervisningen.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) har ingen kommentarer.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Bolig
»En skønne dag skal vi alle i gang med den sidste oprydning«
Den svenske designer Margareta Magnusson er aktuel med sin bog “Fru Magnusson rydder op!”, hvor hun giver tip til, hvordan man får styr på sine ting og sager. Enten én gang for alle eller løbende. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her