*

Kommunalvalg
Indland

Kampen mod følgerne af klimaændringer risikerer at gå i stå

Nye regler betyder, at indsatsen for at undgå oversvømmede kældre og ødelagte biler mange steder er gået i stå.

Efter voldsom regn levede Kanalvej i Lyngby søndag op til sit navn. Foto: Jens Dresling/Polfoto

Weekendens dramatiske oversvømmelser i bl.a. København og Esbjerg bliver næppe sidste gang, at husejere, bilister og andre borgere er ved at drukne i alt for meget vand.

Klimaet ændrer sig i øjeblikket så hurtigt, at kommunerne ifølge en rapport fra den grønne tænketank Concito har svært ved at følge med. Samtidig betyder nye regler for, hvem der skal betale regningen, at mange projekter ifølge både kommuner og vandselskaber er sat i stå.

De seneste år har kommuner og spildevandsselskaber brugt milliarder på at bygge nye regnvandsbassiner, afløbskanaler og højere diger. Men en regelændring fra den 1. januar 2016 har betydet, at kommunerne nu skal hente 25 pct. af pengene i kommunekassen, mens det hidtil har været spildevandsselskaberne og dermed forbrugerne, der har betalt det hele.

Det betyder ifølge Jørn Pedersen (V), formand for teknik og miljøudvalget i kommunernes landsforening, KL, at mange klimaprojekter nu står til at blive tre-fire gange så dyre – eller helt aflyst – fordi man i stedet for billige løsninger over jorden vil vælge dyre løsninger under jorden, hvor vandselskaberne fortsat skal betale det hele.

»Vi er i kommunerne nødt til at prioritere, om vi skal give borgerne nye skoler og børnehaver, eller bruge penge på klimasikring. Derfor er mange projekter med at klimasikre sat i stå,« konstaterer Jørn Pedersen.

Hos vandselskabernes organisation Danva er direktør Carl-Emil Larsen af samme opfattelse:

»Det er dokumenteret, at projekter under jorden koster op til fire gange så meget som over jorden. Men fordi kommunerne skal prioritere – og derfor ikke kan betale de 25 pct. – er det hele næsten gået i stå. Det, man ender med at lave, vil blive op til fire gange så dyrt. Det er der ikke god samfundsøkonomi i,« mener Carl-Emil Larsen.

Ifølge ham er det både de borgere, der gang på gang får deres hus eller bil oversvømmet, og forsikringsselskaberne, der må betale prisen for, at klimasikringen mange steder er gået i stå.

I både København og Holstebro glæder man sig over, at det er lykkedes at lave store og kostbare klimaprojekter, før de ny regler trådte i kraft.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her