*

Indland

Dansk ubådsejer er sigtet for drab

Ejeren er sigtet for drab på den kvindelige, svenske journalist, der har været savnet siden torsdag aften.

Peter Madsens ubåd var verdens største privatbyggede af slagsen, da den i 2008 første gang blev søsat. Foto: Niels Hougaard.

Peter Madsen, som ejer den hjemmebyggede ubåd Nautilus, er sigtet for drab på den forsvundne kvindelige svenske journalist, der torsdag aften sejlede med ham ud i ubåden fra Københavns Havn.

Han vil lørdag blive fremstillet i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Båden ligger i Køge Bugt på omtrent 7,5 meters vand, og politiet har fredag forsøgt at sende dykkere ned til den sunkne ubåd for at lede efter den forsvundne kvinde, der ifølge politiet er 30 år.

Dykkerne kunne dog ikke komme ind i ubåden, og den skal i stedet stabiliseres eller bjærges på land, før den kan blive undersøgt, oplyser politiet.

Det forventes at ske i løbet af lørdag.

Politiet oplyser, at Peter Madsen nægter sig skyldig i drab og fastholder, at han satte den svenske journalist af på Refshaleøen nær restauranten "Halvandet" omkring kl. 22.30 torsdag aften.

Vicepolitiinspektør hos Københavns Politi, Jens Møller, siger fredag aften til Jyllands-Posten, at han ikke ønsker at kommentere yderligere, før politiet har fået adgang til vraget.

Politiet efterlyser vidner, der enten har set ubåden forlade Københavns Havn omkring kl. 19 torsdag, som har observeret ubåden ved Refshaleøen senere på aftenen eller har set kvinden efter kl. 22.30.

Svensk politi bekræfter: Svensk kvinde er stadig forsvundet efter sunket ubåd

Politiet har desuden udsendt et signalement af kvinden. Hun beskrives som værende 160 cm høj, 56 kg, spinkel af bygning, rødbrunt hår og grønne øjne. Hun er iført en orange bluse med lange ærmer, en sort/hvid blomstret nederdel, nylonstrømper og hvide tennissko.

Har man oplysninger, kan politiet kontaktes på tlf. 114.

Den kvindelige journalist var angiveligt om bord på Nautilus for at skrive en artikel om Peter Madsen.

Ifølge Forsvarets Operationscenter var det kvindens kæreste, der kl. 02.30 natten til fredag meldte hende savnet, fordi hun endnu ikke var kommet hjem. Det satte fredag morgen gang i en større eftersøgning.

Forsvaret sendte to redningshelikoptere og 10 skibe ud for at finde ubåden, og da man fandt den et par sømil fra Dragør fredag formiddag, var det kun Peter Madsen, der blev hentet i land. Han blev efterfølgende kørt til afhøring på Station City på Halmtorvet i København.

Ifølge Forsvaret oplyste Peter Madsen, at han havde sat den svenske journalist af torsdag, inden han selv begav sig ud på endnu en sejltur på Østersøen.

Ubådsejeren har i øvrigt forklaret, at ubåden oplevede tekniske problemer med en ventil i ballasttanken, hvilket betød, at ubåden begyndte at tage vand ind. Det var det, der i sidste ende sank båden, kort efter han blev reddet, har han fortalt.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her