*

Indland

Engell: Skatteskandaler ender med næser - ikke fyringer

Selv om et flertal af vælgerne ønsker mærkbare konsekvenser af milliardskandalerne i Skat, så sker det næppe.

Hans Engell: Denne sag slutter med, at enten Folketingets Finansudvalg eller Udvalget for Forretningsordenen vedtager en meget stor beretning, hvor man udtaler kritik og uddeler nogle næser. Arkivfoto

Danskerne får formentlig aldrig et klart svar på, hvilken eller hvilke skatteministre, som har mest ansvar for skandalerne i Skat.

Og de i alt ni skatteministre, der har haft ansvaret i problemårene siden 2004, kan også regne med at fortsætte deres politiske karriere, hvis de ønsker det.

Det vurderer politisk kommentator Hans Engell, selv om en skattekommission nu skal undersøge skandalerne, som har rystet danskernes tillid til skattevæsnet.

- Denne sag slutter med, at enten Folketingets Finansudvalg eller Udvalget for Forretningsordenen vedtager en meget stor beretning, hvor man udtaler kritik og uddeler nogle næser.

- Der bliver ikke tale om, at nogen mister deres politiske karriere på den her sag, siger Hans Engell.

En meningsmåling, som Voxmeter har lavet for Ritzau, viser ellers et udbredt ønske blandt vælgerne om at se mærkbare konsekvenser for de ansvarlige politikere.

Et vælgerflertal på 52,9 procent mener, at politikerne må træde ned fra den landspolitiske scene, hvis de har et medansvar.

Men vælgerne skal ikke regne med at se konsekvenser i den størrelsesorden, når kommissionen om måske fem til syv år er færdig med sit arbejde, vurderer Hans Engell.

- Vi skal lige huske på, at i syv år har Rigsrevisionen i en halv snes beretninger taget forbehold over for statsregnskab på grund af forholdene i Skatteministeriet.

- I syv år har Rigsrevisionen peget på de alvorlige fejl og skandaler, der kendetegnede Skat. Og alligevel er det ikke lykkedes at placere nogen form for politisk ansvar, siger Hans Engell.

Han vurderer, at der under kommissionens arbejde kan komme vidneudsagn fra blandt andre tidligere ansatte i Skat, som kan blive meget opsigtsvækkende.

Men når syv års rapporter fra Rigsrevisionen ikke har været nok til at få Folketinget til at placere et politisk ansvar, så vil den næste undersøgelse heller ikke være det.

- Hvilket flertal skulle gøre hvad?, spørger Hans Engell med henvisning til, at de ni skatteministre fordeler sig på hele fire partier i både rød og blå blok.

Blandt dem er toppolitikere som nuværende finansminister Kristian Jensen og De Radikales leder, Morten Østergaard.

- Jeg har ingen forventning om, at det hele slutter med, at der står en galge nede i Rigsdagsgården. Det kommer ikke til at ske, siger Hans Engell.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Biler
Test: Høj Peugeot i fin form med mindste motor
Vi tester Peugeot 3008, som vi sammenligner i versionerne med de to mindste motorer - en benzinmotor på 130 hk og en dieselmotor på 120 hk. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her