*

Kommunalvalg
Indland

Hver anden dansker smugler slik med ind til filmen

Reglen mod sliksmugling gælder bl.a. i CinemaxX' og Nordisk Films biografer.

CinemaxX og Nordisk Film påkalder sig retten til at afvise eller bortvise folk, som medbringer egne godter. Arkivfoto

Det kan hurtigt løbe op i kroner og øre, når biografbilletten skal suppleres med både popcorn, sodavand og bland selv-slik.

Det problem løser mange danskere ifølge en ny undersøgelse, som Yougov har lavet for Søndagsavisen, ved at smugle vingummier og drikkevarer med ind i tasken.

Ifølge undersøgelsen, hvor 1.008 personer har deltaget, svarer 47 pct. af danskerne, at de praktiserer smugling af godter og sodavand. Det er på trods af, at det er imod regelsættet i mange biografer.

Avisen har talt med flere biografgængere, som begrunder sliksmuglingen med, at biografkioskernes priser er alt for høje.

»Normalt snyder jeg faktisk ikke med noget som helst, men her er priserne så urimelige, at det er noget andet,« siger 39-årige Caroline Berridge eksempelvis til avisen.

Reglen mod sliksmugling gælder bl.a. i CinemaxX' og Nordisk Films biografer, mens flere mindre biografer tillader, at gæsterne medbringer deres eget slik.

I reglementet hos CinemaxX og Nordisk Film fremgår det, at biograferne har ret til at afvise eller bortvise folk, som ikke overholder reglerne om at is, mad, snacks, popcorn, slik og sodavand ikke må nydes i salene, hvis ikke det er købt i biografens kiosker. Nordisk Film henviser til, at sliksmuglingen kan udgøre en trussel for biografernes overlevelse.

»Det er afgørende for biografens drift, at vi kan bibeholde vores indtægter fra kiosksalget og dermed vores eksistensgrundlag,« skriver Nordisk Film i sit regelsæt.

CinemaxX understreger i sit ordensreglement, at man kan »straffes efter politivedtægten«, hvis man bryder reglerne.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her