*

Her er bedst at bo
Indland

Ekspert efter melding om skilsmisse: »Kongehuset skal altid være lidt bagefter»«

Kongehuset skal følge med i samfundets tendenser, men de skal bestemt ikke gå forrest, mener ekspert.

Den kongelige familie mødtes i sommers på Gråsten slot med prinsesse Alexandra og grev Jefferson, som netop er blevet skilt, yderst til venstre. Foto: Nicolai Tobias.

Skilsmisser har aldrig været en naturlig del af kongehuset.

Men samtidig skal de kongelige også være moderne, bare helst nogle år efter os andre, mener kongehus-ekspert Lars Hovbakke.

Torsdag blev det meldt ud, at prinsesse Benediktes datter prinsesse Alexandra og dennes mand grev Jefferson, som har været gift i 18 år, skal skilles. Sidst var det prins Joachim og grevinde Alexandra, som i 2005 blev skilt.

Det ses ikke ofte, at de kongelige lader sig skille, men der findes flere eksempler på det. Lars Hovbakke fortæller, at kong Frederik VII (1808-1863) fik hele to skilsmisser på trods af sin tid, og på trods af, at han var en del af den inderste kerne i kongehuset.

Prinsesse Alexandra og grev Jefferson skal skilles

Ifølge Lars Hovbakke er der to grunde til, at kongehuset trækker den så lang tid, det kan, når det kommer til skilsmisser.

»For det første giver det turbolens og negativ omtale, uanset hvordan det foregår. For det andet, så er der en generel konservativ tradition i kongehuset, hvor man holder på de gamle familiemønstre, idealer og værdier såsom kernefamilien,« siger han.

Det er altså almindeligt, at kongelige, som lader sig skille, længe har forsøgt at bevare ægteskabet forinden. Lars Hovbakke vil derfor ikke afvise, at der kan findes kongelige ægteskaber, som bygger på en facade udadtil, fordi de ikke vil lade sig skille.

Både giftemål og skilsmisse overrasker hofeksperter

Men samtidig skal de altså heller ikke stagnere i de gamle traditioner, hvis de vil bevare deres popularitet, fortæller han. Derfor må de kigge på befolkningen og følge med i samfundets tendenser, men dog kun til en vis grad.

»Det er en balancegang. Hvis de slet ikke er moderne, så virker de helt afsondrede fra den øvrige del af samfundet, og så vil der ikke være nogen kontakt. Så de kongelige kommer altid med på bølgen på et tidspunkt - men som regel senere,« siger han og tilføjer, at det også gælder skilsmisser.

Lars Hovbakke giver et andet eksempel på, at kongehuset generelt halter lidt efter befolkningen.

»Det er efterhånden 30-40 år siden, at danskerne stoppede med at tiltale hinanden med "De". Men dronning Margrethe holder stadig fast i det, hvorimod kronprins Frederik er begyndt at tillade, at man siger "du" til ham,« siger han.

Det er dog ikke for befolkningens skyld, at medlemmerne af kongehuset forsøger at undgå skilsmisserne, fortæller Lars Hovbakke. For i dag bliver markant flere i befolkningen skilt end for 50 år siden.

»Ualmindeligt mange bliver skilt i befolkningen i dag. Skilsmisser er en generel tendens og dermed er der også større forståelse for, at de kongelige bliver skilt,« siger han.

Men han understreger også, at det er en vigtig del af kongehuset at bevare det eventyrlige glansbillede, og at de gerne må være anderledes end samfundet generelt.

Det danske kongehus står ikke alene med skilsmisserne. Så sent som i 2016 blev den norske prinsesse Märtha skilt med sin mand Ari Behn, som oprindeligt er født i Danmark, efter 14 års ægteskab.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her