*

Her er bedst at bo
Indland

25 vidner i sag mod anholdt for folkedrab i Rwanda

Den 49-åreige danske statsborger har tidligere vidnet i FN's krigsforbryderdomstol.

Dansk politi har lavet sin egen selvstændige efterforskning mod en rwandisk mand, der er tiltalt for folkedrab i hjemlandet i 1994.

Det kommer frem i et grundlovsforhør onsdag i Retten i Hillerød.

Den anholdte 49-årige mand beskyldes blandt andet for med egne hænder at have slået en gammel kvinde og et spædbarn ihjel, ligesom han skal have deltaget, da cirka 1000 tutsier blev slået ihjel i en kirke, og da et tilsvarende antal mistede livet på et universitet, hvor de havde søgt tilflugt.

I alt har myndighederne i Rwanda indsamlet oplysninger fra 25 vidner i sagen, oplyser senioranklager Martin Stassen i retsmødet.

Deres forklaringer holdes imidlertid hemmelige for offentligheden. Dommer Jens Berg har besluttet at lukke dørene, mens forklaringerne bliver læst op. Hvis der er åbenhed, kan det skade efterforskningen, lyder det.

Dansk statsborger mistænkt for deltagelse i massakrer, hvor flere end 1.000 blev dræbt

Inden det sker, oplæses nogle af anklagerne mod den 49-årige.

Dengang i 1994 var han angiveligt lokal formand for CDR-partiet, som ifølge de rwandiske myndigheder var et yderliggående hutuparti på højrefløjen.

Den anholdte har arbejde på et lager. Han er tydeligt berørt inden retsmødet. Han græder lidt, og betjente fra Statsadvokaten for særlig økonomisk og international kriminalitet giver ham papirlommetørklæder.

Med sin forsvarer, advokat Bjørn Elmquist, taler han fransk. En tolk taler kinyarwanda med manden, der dog også forstår dansk. Han blev dansk statsborger i 2014.

En søn og flere bekendte af familien er mødt op i retslokalet. Her oplyser advokat Elmquist, at den anholdte allerede har afgivet forklaring om de konkrete forbrydelser, han beskyldes for.

- Min klient har vidnet ved tribunalet i Arusha to gange, siger advokaten. Dermed henviser han til den særlige krigsforbryderdomstol, der havde base i Tanzania.

Ekspert: I Rwanda er man nærmest besat af, at Europa skjuler folkemordere

Dommeren skal afgøre, om den 49-årige skal varetægtsfængsles, indtil det afgøres, om han skal udleveres til Rwanda.

Den seneste tilsvarende sag drejede sig om en mand, der boede i Kirke Sonnerup på Midtsjælland. Højesteret sagde i 2013 ja til udlevering, og den blev effektueret i 2014.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her