*

Indland

Se tegningerne: Niels Bo Bojesen vandt prisen som Årets Bladtegner 2017

Udenlandske priser indbringer Niels Bo Bojesen ærefuld dansk pris.

Niels Bo Bojesen har i mange år underholdt Jyllands-Postens læsere med sine tegninger, der samler verdens mange dilemmaer og problemstillinger i koncentrerede motiver. Og i år har han vundet prisen for Årets Bladtegner 2017, som bliver uddelt torsdag eftermiddag i Grøften i Tivoli.

»Jeg havde sgu ikke overvejet, at jeg ville vinde, men da jeg blev ringet op og spurgt, om jeg ville komme ind i Tivoli, lugtede jeg lunten,« siger Niels Bo Bojesen.

Foreningen Danske Bladtegnere, som står for prisuddelingen, lagde i begrundelsen især vægt på Niels Bo Bojesens rolle på den internationale scene i det forgangne år. Han har nemlig været nomineret til hele fire forskellige priser, hvoraf han vandt EU Kommissionens Satirepris for en tegning om brexit.

Niels Bo Bojesen vandt sidste år EU kommissionens Satirepris for tegningen om Brexit. »Union Jack bliver til et vejkryds med et biluheld i midten, og hermed får Niels Bo sagt noget universelt om Brexit,« skriver Lars Refn om tegningen. Tegning: Niels Bo Bojesen.

»At en dansk tegner kan klemme sig ind i verdenseliten fire gange på et år, er bemærkelsesværdigt og aldrig sket tidligere,« skriver Lars Refn, som er formand for Danske Bladtegnere, i en pressemeddelelse.

Han beskriver Niels Bo Bojesens evne til at favne et globalt publikum og tænke i alternative baner.

»Niels Bo har formået at få sine tegninger langt ud i verden, fordi han evner at kommunikere i et enkelt, ordløst og visuelt slagkraftigt billedsprog. Niels Bo omformer, sammenstiller og genfortolker de symboler, vi allerede har et forhold til, og derved skaber han ny mening – nye pointer,« skriver Lars Refn.

Niels Bo Bojesen fik en tredjeplads i World Humor Awards med tegningen af klimasituationen. »Et bat med en bold i elastiksnor bliver til et CO2-bat med jordkloden i en elastiksnor, et enkelt og kraftfuldt budskab,« skriver Lars Refn om tegningen. Tegning: Niels Bo Bojesen.

Men selvom prisen er den største for danske bladtegnere, lader Niels Bo Bojesen til at tage hædren ganske beskedent.

Han fortæller, at der ikke er noget mystisk i den kreative proces, hvori ideerne til hans tegninger bliver født. Han følger med i nyhedsstrømmen og sætter spørgsmålstegn ved de aktuelle ting, som foregår om ørene på os herhjemme, men også i udlandet. Og så lader han tankerne få frit løb.

»Jeg forestiller mig den yderste konsekvens af de ting, som sker. Og så er det bare at give den fuld skrue og se, hvad det kan ende med og tegne det frem,« siger han og tilføjer, at han aldrig har en færdig idé, inden han går i gang med at tegne.

I stedet kan tegningen give associationer undervejs, og så lader han kreativiteten få frit løb imens tegneprocessen er igang.

Men han lægger ikke skjul på sin begejstring over at vinde prisen.

»Det er jo kollegernes pris, så det er jeg enormt glad for,« siger han.

Niels Bo Bojesen kom blandt de ti tegnere på verdensplan udenfor top tre, som fik ærefuld omtale for en tegning om krigen i Syrien. »En løsning for Syrien som lader vente på sig, i tegnerens streg bliver det til et timeglas, hvor sandet er skiftet ud med små missiler,« skriver Lars Refn om tegningen. Tegning: Niels Bo Bojesen.

Selvom Niels Bo Bojesen har stor erfaring inden for faget, er der altid nogen, man kan se op til. Han nævner eksempelvis den britiske tegner Ronald Searle, som døde i 2011.

»Jeg synes, at de bedste tegnere er dem, som har en underfundig humor i deres tegninger,« siger han.

Han fortæller, at det ikke er nok, at selve tegningen er god, men at det er bedst, når man selv skal tænke lidt over motivet i samspil med en subtil humor.

Niels Bo Bojesens tegning af de tre kopper med Facebooks logo på toppen vandt andenpladsen ved 17th World Press Freedom International Editorial Cartoon Competition i Canada med temaet “F for fake”. Tegning: Niels Bo Bojesen.

Det er ikke helt tilfældigt, at Niels Bo Bojesen blev bladtegner. Han er nemlig født ind i faget, idet hans far, Bo Bojesen, var sin tids største bladtegner og arbejdede for Politiken, hvor han igennem sine tegninger blandt andet fik lov at diktere politikernes øgenavne.

»Men sønnen Niels Bo står på ingen måde i sin kendte fars skygge, han har vist, at politiske satiretegninger kan mere end at sætte billeder på danskernes liv og udfordringer – de kan fungere, forstås og værdsættes globalt,« skriver Lars Refn.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her