*

Indland

Råd for socialt udsatte: Katastrofalt at udsatte dropper medicinkøb

Det er katastrofalt, at socialt udsatte ikke har råd til nødvendig medicin, mener Rådet for Socialt Udsatte.

Det er især fattigdomsydelserne, der gør det svært for nogle borgere at betale for deres receptpligtige medicin.

Sådan lyder det fra Rådet for Socialt Udsatte.

- Jeg mener, at især fattigdomsydelserne er en væsentlig årsag til, at kontanthjælpsmodtagere ikke kan betale for deres lægeordinerede medicin.

- Det er ganske enkelt katastrofalt, at vi har nogle udsatte mennesker, der ikke kan få den medicin, de har brug for, siger formand for Rådet for Socialt Udsatte Jann Sjursen.

En rundspørge, som Danmarks Apotekerforening har gennemført blandt landets 214 apotekere, viser, at halvdelen af landets apoteker hver uge oplever, at borgere fravælger eller udskyder deres medicinkøb.

Årsagen er, at de ikke har nok penge på kontoen. Og det overrasker ikke Jann Sjursen.

- Vi har behov for at tilbyde nogle overførselsudgifter til vores udsatte borgere, der svarer til de udgifter, borgere i al almindelighed har.

- Det gælder selvfølgelig især udgifterne til receptpligtig medicin, siger Jann Sjursen.

For de borgere, der er i beskæftigelse, men alligevel har svært ved at finde penge til medicin, mener Jann Sjursen, at der er behov for flere rådgivningstilbud.

- Hvis du ikke kan overskue din økonomi, skal der være nogen, der kan hjælpe dig på rette fod, siger han.

Som reglerne er i dag, skal medicinbrugerne ved begyndelsen af tilskudsåret selv betale de første 950 kroner af regningen på medicin.

Først herefter udløses tilskud til medicin.

Sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) håber, at en ændring af systemet kan afhjælpe problemet.

- Der skal vi sikre, at det kan blive udlignet over et år, så man har det samme tilskud over hele året og ikke står med en førstegangsregning, siger Liselott Blixt.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Biler
Larmer dækkene på din bil? Her er guiden til en op til 30 pct. mere lydsvag bil
En række rustbehandlingscentre er nu klar med behandling, der sænker lydniveauet i bilen. Det kan give resultater, men afhængigt af bil, underlag og øret, der hører. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her