*

Kommunalvalg
Indland

Minister: Ny plan mindsker belastningen af sprøjtemidler

En aftale om pesticidbrug er klar. Pesticidbelastningen skal reduceres, men flere midler skal samtidig bruges.

Regeringen er sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, De Radikale og SF nået til enighed om en plan for sprøjtemidler for 2017-2021.

Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Ministeriet skriver, at aftalen vil reducere pesticidbelastningen, mens kontrollen med ulovlige pesticider strammes. Det er minister Esben Lunde Larsen (V) godt tilfreds med.

- Jeg er glad for, at vi er blevet enige om en ambitiøs plan, hvor vi er enige om, at pesticider skal bruges mindst muligt. Derfor holder vi fast i den ambitiøse målsætning om at mindske belastningen fra pesticider, siger han.

Tidligere på ugen forlod Enhedslisten og Alternativet forhandlingerne. Partierne mente, at aftalen ville lempe reglerne for drikkevandsbeskyttelse.

- Det har været helt uspiseligt for os, at man vil lempe på reglerne, så flere sprøjtegifte godkendes i Danmark ved at hæve grænseværdien for visse stoffer i grundvandet, sagde miljøordfører Maria Reumert Gjerding (EL).

Esben Lunde Larsen mener, det er en god idé, at der bliver brugt flere midler på det danske marked.

- Det er det, fordi vi gerne vil passe på, at vi ikke får en resistensudvikling, ved at der er et for ensidigt brug af pesticider, lyder det fra ministeren ved fredagens doorstep-pressemøde i ministeriet.

Det skader ikke vores sundhed, grundvand eller miljø, at flere pesticider bliver tilladt, mener han.

Socialdemokratiet er med i aftalen, fordi det er "et skridt i den rigtige retning", fortæller miljøordfører Christian Rabjerg Madsen.

Han mener, at aftalen er god for danskernes sundhed. Det hænger sammen med, at der i aftalen indføres et forbud mod anvendelse af sprøjtemidlet glyfosat før høst til konsumafgrøder.

- Vi ville selvfølgelig gerne være gået længere. Men vi er glade for at have bidt os fast til bordet og rykket regeringen i en grønnere retning med den samlede aftale, siger ordføreren.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her