*

Indland

Det bedste fra to verdener

På en stille villavej lidt uden for Skanderborg startede en gruppe efterskolevenner for to år siden et kollektiv. Siden da har der været stor udskiftning i huset, og Benjamin Mogensen er nu den eneste tilbage, fra da kollektivet startede. Til gengæld er hans venner Alfa Madsen og Johannes Berg flyttet ind. Derudover bor der fem andre unge i kollektivet. Huslejen er billig, men huset ligger langt fra Aarhus, hvor de fleste fra kollektivet arbejder og går i skole. Beboerne betaler gerne et par timer til offentlig transport for den sociale livsstil. Alfa og Johannes boede sammen i en lejlighed, inden de flyttede i kollektiv, og der fandt de ud af, at den boform ikke var noget for dem.

»Det var en stor omvæltning at gå fra at bo sammen med min familie til kun at bo med min kæreste. Selv om vi havde det fint, savnede jeg noget variation og havde brug for at have flere mennesker omkring mig i hverdagen,« siger Alfa Madsen.

Inden man får lov til at flytte ind i huset, skal man igennem en samtale med beboerne, for at man kan se hinanden an og mærke, om der er kemi. Det er et socialt kollektiv, så det er vigtigt, at man gider fælleskabet. "Vi har før haft lidt problemer med gruppedannelser i huset, og det kan godt sætte en dæmper på stemningen. Så vi tænker meget over, om folk vil passe ind, når der er nye, der søger," fortæller Benjamin Mogensen.
"Jeg keder mig langt mindre her, end da jeg boede hjemme, og det er mindre ensomt. Hvis jeg har lyst til at lave noget eller være sammen med nogen, går jeg bare ned i stuen. Og har jeg en offday, bliver jeg på værelset. Det er det bedste fra begge verdener," siger Benjamin Mogensen.
I en stor stålgryde står dagens ret klar midt på bordet. De fleste af husets beboere er til stede til det daglige samlingspunkt, hvor alt fra årets Roskilde Festival til praktiske spørgsmål om huslejen bliver vendt. ”Skal vi se Game of Thrones bagefter?” spørger en af beboerne. ”Så skal vi ud og hente noget slik først,” bliver der svaret hurtigt. Sådan ender mange aftener i kollektivet.
I starten havde Benjamin Mogensen kun planer om at bo i kollektivet i et års tid. Men nu er kontrakten lige blevet forlænget med to år, og hans kæreste Tenna Roskilde er netop flyttet ind.
Alfa lider af depression og angst, hvilket betyder, at hun i perioder har svært ved at sove om natten og være social. ”Når jeg har det dårligt, har jeg ikke overskud til at opsøge folk, men jeg har stadig behov for at ses med andre mennesker, og så er det rart at bo i et kollektiv. Hvis jeg har lyst til være sammen med nogen, skal jeg ikke aftale og planlægge alt muligt. Jeg kan bare gå ned i stuen, og så er der folk omkring mig,” siger Alfa Madsen.
Kollektivlivsstilen, hvor man bor tæt under samme tag med fælles stue, køkken og badeværelse, gør, at man helt automatisk kommer til at opleve hinanden helt tæt på. ”Når man går i skole, så har man lidt sit ”skoleansigt” på, og når man er i byen med vennerne, har man sit ”gå i byen-ansigt” på, men når man bor sammen med folk på den her måde, så får man folk i alle facetter hele tiden. Og det skaber nogle helt unikke relationer, tror jeg,” siger Benjamin Mogensen.
”Vi er alle sammen i starten af tyvene, og jeg tror, at de fleste af os tumler med tanker som: Hvem er jeg, hvor hører jeg egentlig til? Man er lidt i en eksistentiel krise. Og så tror jeg, at det giver rigtig meget, at man har sådan et fælleskab, som man fuldstændigt kan regne med,” siger Alfa Madsen.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her