*

Kommunalvalg
Indland

Regeringen på vej med forbud mod rockerborge i boligområder

Politiet frygter optrapning af bandekonflikt efter den seneste tids skyderier. Permanent lukning af rockerborge er en af løsningerne.

Det skal være slut med rockerborge midt på en villavej med legende børn og snak over hækken.

De seneste skyderier midt i et julemarked og forretningsområde i Lyngby nord for København, hvor en 22-årig mand og en 30-årig kvinde blev ramt af skud, aktualiserer et forslag fra regeringens såkaldte Rockerborg-udvalg om at forbyde bandemedlemmer at samles i større flokke i hinandens private hjem. Alene i november har der i følge politiet været otte skyderier på åben gade, som kan være banderelateret.

Et samlingsforbud, som Justitsministeriet efter planen vil fremlægge i starten af december, skal ifølge centralt placerede kilder kunne udstedes, hvis der over en periode har været problemer med støj, uro og frygt i et område, hvor almindelige borgerne bor side om side med bander.

Skyderier på gader og stræder må aldrig blive hverdag i Danmark
Søren Pind, justitsminister.

Forslaget kommer på baggrund af frustration i landets kommuner, som har efterlyst effektive redskaber til at holde rockerbander stangen. Også i politiet er der ifølge Michael Kjeldgaard, chef for Nationalt Efterforskningscenter (NEC), ønsker om flere redskaber.

NEC-chefen kender endnu ikke Rockerudvalgets anbefalinger, men har sine forhåbninger:

»Vi ser i spænding frem til, hvad resultatet bliver. Vi håber selvfølgelig, at det arbejde fører til, at vi får nemmere adgang til de redskaber, som vi ønsker,« siger han og nævner »permanent lukning af husene« som eksempel.

Eskalering i bandeskyderier bekymrer politileder

Justitsminister Søren Pind vil ikke på forhånd kommentere den længe ventede betænkning om rockerborge, men understreger behovet for nye initiativer for at bremse banderne.

»Skyderier på gader og stræder må aldrig blive hverdag i Danmark. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at standse den kriminalitet og utryghed, som rockergrupper og bander er skyld i. Derfor bruger vi også et bredt skyts for at få ram på dem,« lyder det i et skriftligt svar fra ministeren, hvor Søren Pind også annoncerer endnu en bandepakke.

Bandemedlem ramt af skud på parkeringsplads i Herning

I Rockerborg-udvalget har man været optaget af at afgrænse et kommende samlingsforbud, så det ikke kolliderer med grundlovens bestemmelser om forsamlingsfrihed.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, er ikke et øjeblik bekymret for at begrænse bander og rockergruppers mulighed for at mødes:

»Borgmestrene har skreget på flere muligheder, og det er væsentligt med metoder til systematisk at afvise disse folk, og jeg ser ikke noget grundlovsstridigt i, at man vil begrænse udøverne af organiseret kriminalitet i at mødes med vennerne.«

På Tudskærsvej i Vanløse har beboerne i årevis – uden held – protesteret mod en Bandidos-rockerborg som nabo, og her glæder Lars Georg Jensen, formand for den lokale beboerforening, sig over forslaget om at forbyde rockere og bander at samles.

»Endelig en god nyhed for os, som hver dag lever i frygt,« siger han.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her