*

 

Indland

Borgmestre protesterer mod stor nedgang i lokale landdistriktsmidler

Regeringen beskærer LAG-midler med 30 pct., og det er både Venstres egne og socialdemokratiske borgmestre ikke tilfredse med.

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard (V), er tilhænger af landbrugspakken, men mener, at lige præcis LAG-midlerne er et forkert sted at spare. Foto: Jyllands-Posten

29 borgmestre i en række af landets yderkommuner er kommet op i det røde felt, fordi regeringen vil beskære de såkaldte LAG-midler, som bruges til at skabe aktivitet, fornyelse og arbejdspladser i landdistrikterne.

LAG-midlerne – der står for Lokale Aktions Grupper – bliver reduceret med 30 pct. fra 90,3 mio. kr. i år til 63 mio. kr. næste år og fremefter. Det sker som et led i at skaffe finansiering til den meget omdiskuterede landbrugspakke, der netop har kostet Eva Kjer-Hansen (V) hendes post som fødevare- og miljøminister.

Derfor har paraplyorganisationen Landdistrikternes Fællesråd sammen med borgmestrene sendt et brev til erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen, hvor de protesterer mod nedskæringen, som de finder forkert.

Afgørende for vækst

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard (V), er tilhænger af landbrugspakken, men mener, at lige præcis LAG-midlerne er et forkert sted at spare:

Jeg håber på, at der er tale om en tanketorsk fra regeringens side.
Mogens Chr. Gade (V), borgmester, Jammerbugt Kommune.

»LAG-midlerne er helt afgørende, når det gælder om at skabe vækst og udvikling i landdistrikterne. Vi ved, at disse forholdsvis små midler er med til at skabe nye arbejdspladser på baggrund af et meget lille økonomisk input, og derfor vil vi opfordre ministeren til at finde det relativt lille beløb et andet sted,« siger Steffen Damsgaard og tilføjer:

»Landbrugspakkens finansiering er i milliardstørrelsen, og her batter vores 30 mio. kr. alligevel ikke meget. Men for os er det en stor del af en pulje, som er med til at skabe vækst og aktiviteter.«

Stor effekt

Ifølge en faglig vurdering fra det tidligere Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har der været stor effekt af LAG-midlerne indtil nu.

I perioden 2007 til 2011 kom der 1.000 nye arbejdspladser ud af de cirka 200 mio. kr., der blev givet i tilskud til beskæftigelses- og erhvervsfremmende projekter via LAG-midler, hvilket er et usædvanligt højt udbytte. Normalt regner med man, at udgifterne til at etablere 1.000 nye arbejdspladser via offentlige midler er 1 mia. kr.

»Derfor er det også det helt forkerte sted at spare. Vi ved, at der bliver skabt arbejdspladser og aktiviteter over en bred palet. Det gælder både inden for turisme, men også forskellige mikrovirksomheder og iværksættere bliver hjulpet af LAG-midlerne. I mange tilfælde kan vi også se, at LAG-midlerne kommer til at virke som en løftestang i områder, hvor det er svært at rejse økonomiske midler. Jeg ved godt, at der er indgået et forlig omkring landbrugspakken, men vi håber på, at man kan finde andre midler til at erstatte vores bidrag,« siger Steffen Damsgaard.

Nye fødevare-virksomheder

Bornholms socialdemokratiske borgmester, Winni Grosbøll, peger på, at mange nye bornholmske virksomheder på fødevareområdet er skabt med hjælp af LAG-midler.

»Det har virket som en fødekæde i forhold til dette område, som er skabt af LAG-midler og græsrødder. Derfor er det et skridt i den gale retning, hvis man gerne vil skabe mere vækst og bedre balance i Danmark,« siger Winni Grosbøll.

Jammerbugt Kommunes borgmester, Mogens Chr. Gade (V), er enig:

»Jeg kan godt forstå, at man skal finde finansiering til landbrugspakken, men lige netop de decentrale LAG-midler er en rigtig dårlig idé, fordi de gør gavn ude i yderområderne. Så skulle man hellere tage fra nogle af de regionale vækstmidler, som i højere grad går til konsulenter og lignende. Jeg håber på, at der er tale om en tanketorsk fra regeringens side,« siger borgmesteren.

Men det afviser erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen, er tilfældet.

»Jeg deler slet ikke deres opfattelse, og deres kritik er forfejlet. Landbrugspakken er skabt netop for at styrke yderområder og landdistrikter, for det er hovederhvervet, som vi forsøger at forbedre vilkårene for. Her har alle måttet bidrage for at finansiere denne pakke – og det gælder også LAG-midlerne,« siger Troels Lund Poulsen.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland

»Vi vil ikke bestikkes«

Vindmøllebranchen går nye veje i forsøget på at få lov at stille kæmpevindmøller op. Flere steder bliver borgerforeninger tilbudt store pengebeløb for at støtte møllerne. På Mors siger de nej tak.
Annonce
Søg i vejviseren
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her