*

 

Indland

Terrorforsker: »Fransk terrorsag er et tegn på en bekymrende tendens«

Det et alvorligt problem for efterretningstjenester, når unge piger bliver en del af terrorplanlægning, mener terrorforsker Magnus Ranstorp.

Fransk politi anholdt onsdag to piger, der er blevet sigtet for at ville planlægge terrorangreb mod et spillested i Paris. Politiet har hverken fundet våben eller sprængstoffer hos de to teenagepiger, men ifølge nyhedsbureaet AFP diskuterede pigerne mulige terrorplaner på Facebook. Her har de angiveligt skrevet om, at de ville udføre et terrorangreb i Paris i stil med angrebet på spillestedet Bataclan, hvor 90 personer mistede livet under angrebene i november. Arkivfoto: Frank Augstein/AP

I Danmark er en 16-årig pige fra Kundby ved Holbæk for tiden anklaget for at lægge terrorplaner mod to skoler, og fredag dukkede en lignende sag op i Frankrig.

Her er to piger på henholdsvis 15 og 17 år blevet anholdt og sigtet af en fransk anti-terror domstol, der mistænker pigerne for at ville planlægge et terrorangreb mod et spillested i Paris. »«

Den franske anklagemyndighed har været sparsom med oplysninger om sagen, men ifølge nyhedsbureauet AFP har de to piger diskuteret et muligt terrorangreb i samtaler på Facebook.

Derfor vides det endnu ikke, om pigerne eventuelt har tilknytning til en terrororganisation. Men ifølge terrorforsker ved den svenske Försvarshögskolan Magnus Ranstorp, er det et tegn på en alvorlig udvikling, at der i sager som disse alene rejses mistanke om, at unge piger står bag terrorplaner.

»Vi kender ikke de præcise omstændigheder i sagerne, men det er meget interessant, at der er to parallelle sager om teenagepiger, der har ledende roller i terrorplaner. Det er normalt yngre, religiøse mænd, der er involveret i terror, men nu ser vi, at det ikke blot også er kvinder, men at det er unge piger. Det er en bekymrende tendens,« siger han.

Teenagepiger sigtet for at planlægge terrorangreb i Paris

Han kalder det »et voldsomt skifte,« at pigerne i de to sager angiveligt har haft ledende roller i de mulige terrorplaner.

Hvor kvinder tidligere var anset som ofre i forbindelse med terrororganisationer, skal efterretningstjenester nu også til bekymre sig om kvinder og unge piger, der involveres i planlægning af terror, mener han.

»Det er nemmere at præge og manipulere unge mennesker end at skulle manipulere voksne ekstremister. Når alderen indskrænkes og kvinder nu også er blevet en del af terroristernes planlægning, bliver det mere uforudsigeligt for efterretningstjenesterne. Det er for mig at se meget alvorligt,« siger han.

Militante bag Paris-angreb optræder på lækket IS-liste

I løbet af den seneste uge er det britiske parlament blevet præsenteret for en ny FN-godkendt rapport fra den britiske tænketank Quilliam.

Rapporten konkluderede bl.a., at terrororganisationen Islamisk Stat (IS) ser en stor fremtid i at rekruttere og indoktrinere børn, der ifølge rapportens forfattere anses af IS som en vej til at sikre den militante gruppes fremtid.

Magnus Ranstorp forklarer, at netop terrororganisationer som Islamisk Stat opfordrer unge til at blive inspireret af terrorangreb og udføre voldelige handlinger på egen hånd. 

Og ifølge terrorforskeren er det blevet mere udbredt, at unge, der ikke har direkte tilknytning til terrororganisationer, bliver inspireret af terrorangreb.

»Det besværliggør også efterforskningen, når efterretningstjenesterne skal kigge efter personer, der normalt ikke er en del af de islamistiske miljøer,« siger Magnus Ranstorp.

Ifølge terrorforsker og lektor ved Aarhus Universitet, Carsten Bagge Laustsen, er det imidlertid ikke overraskende set ud fra et historisk perspektiv, at unge bliver anvendt i forbindelse med terrorplanlægning.

Han påpeger, at militante grupper i eksempelvis Palæstina og Sri Lanka tidligere har fået børn og unge til at smugle våben og udføre selvmordsangreb, da der generelt er en forestilling om, at man ikke er lige så mistænksom over for børn og unge sammenlignet med voksne.

Han anser det dog ikke som et alvorligt problem for efterretningstjenester, at de eksempelvis skal holde øje med unge piger i terrorefterforskningen.

Men selv om spørgsmålet ifølge ham er, om unge piger vil gå skridtet videre og udføre et angreb, kan det være et problematisk perspektiv, at terrorister ved at anvende unge mennesker udnytter tilliden til børn og unge.

»Alderen har en betydning, når det handler om den konkrete udførelse af et terrorangreb. Hvis man f.eks. skal forbi en dørmand, kan det være nemmere for en ung pige at komme igennem, end hvis det f.eks. var en mand på 40 år,« siger Carsten Bagge Laustsen.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Om temaet

Den franske hovedstad Paris blev fredag den 13. november 2015 ramt af en række blodige terrorangreb.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
TV
Mere
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her