*

Indland

Imamer vil have dansk udgave af islam

Et manifest skal beskrive, hvordan islam tilpasses virkeligheden i Danmark, mener muslimske organisationer. En religionssociolog kalder det banebrydende. Integrationsministeren er skeptisk.

Der er behov for et opgør med imamer, der mentalt befinder sig et sted i Mellemøsten, mener imamen Waseem Hussain. Foto: Niels Hougaard

En række store muslimske organisationer vil samle muslimske foreninger med henblik på at lave et manifest om islams rolle i Danmark.

Det sker på baggrund af den voldsomme kritik, der er rejst mod imamer ved 8 af landets omkring 150 moskéer efter deres udtalelser i en række dokumentarprogrammer på TV 2 om blandt andet kvindens rolle.

I en kronik i lørdagens udgave af Jyllands-Posten skriver tre imamer på vegne af fem større muslimske organisationer, at »Koranens ord skal kunne omsættes til den situation, man måtte befinde sig i, og skal give mening i den moderne tid«, og at muslimer skal »finde løsninger, som kan forene deres tro med det at være borgere i Danmark, både de skrevne og uskrevne regler og love, forpligtelser, normer osv.«.

Et opgør med imamer

En af forfatterne, imam Waseem Hussain fra Dansk Islamisk Center, siger:

Hvis det er ulovligt at slå sit barn, så er jeg ligeglad med, hvilken islamfortolkning du følger, så er det ulovligt.
Waseem Hussain, Imam og formand for Dansk Islamisk Center

»Der er behov for et opgør med imamer, der udtaler sig, som befinder de sig mentalt et sted i Mellemøsten. Vi skal tænke islams lovsæt ind i en moderne dansk sammenhæng. Er det ifølge dansk lov forbudt at have flere koner og at slå sine børn, er det forbudt, uanset hvilken islamfortolkning en imam måtte sidde med. Det er jo samfundsundergravende og bizart, at nogle imamer ikke vil følge reglerne. Så opholder de sig i det forkerte land.«

»Banebrydende«

Religionssociolog Brian Arly Jacobsen fra Københavns Universitet har ikke set lignende initiativer før og kalder det banebrydende, hvis det lykkes at skabe et manifest. Det vil også lægge et pres på og rette søgelyset mod de konservative moskéforeninger, der ikke vil være med, pointerer han.

»Der har været meget snak om behovet for en reformation inden for islam, og dette kan være begyndelsen på en reform af islam ud fra et dansk perspektiv,« siger han.

Integrationsminister Inger Støjberg tager køligt imod udspillet i kronikken:

»Jeg kan konstatere, at der står i kronikken, at muslimer skal overholde deres aftale med Koranen. Og jeg kan ikke se, at de nævner centrale principper i det danske samfund som eksempelvis ligestilling mellem kønnene, så jeg er bange for, at der tales med to tunger.«

Ingen af de otte moskéer, der blev sat kritisk lys på af TV 2, er medunderskrivere af dagens kronik. Imamer herfra vil først udtale sig efter et møde i København på søndag.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Søg i vejviseren
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her