*

Indland

En regn af trusler mellem Løkke og Pape er aflyst af forsoningsmøder

Nervekrig: Et mistillidsvotum til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen er afløst af en »møderække« mellem de blå partier. De Konservative hævder, at intet er forandret, mens statsministeren håber at kunne »genskabe tilliden«.

»Jeg vil gerne række hånden frem til De Konservative,« sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen på et pressemøde onsdag. Foto: Carsten Bundgaard

Efter to dage med parlamentarisk krise internt i blå blok er armlægningen mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen på den ene side og den konservative formand, Søren Pape Poulsen, på den anden side udskudt.

Fakta

Landbrugspakken

  • Regeringens landbrugspakke indeholder 30 initiativer.
  • Reglerne for gødning og jordbearbejdning ændres bl.a. ved, at: randzonerne afskaffes, og at landmænd må gødske mere. Lovforslaget ventes at blive vedtaget med stemmer fra partierne i blå blok torsdag.
  • I løbet af de seneste uger har regnemetoderne bag miljøeffekterne af pakken været under massiv kritik fra eksperter og oppositionen.
  • De blå partier har aftalt at lave en tillægsaftale, der kompenserer for kvælstofudledningen de første år.

Det stod klart, da statsministeren og de øvrige ledere i blå blok én efter én onsdag aften kunne oplyse, at de nu sætter sig sammen i en »møderække« over nogle dage for at finde en løsning på de uenigheder, der er opstået omkring landbrugspakken.

»Det har været et møde i en konstruktiv og åben og fremadrettet tone og atmosfære. Alle ved, hvad der er på spil. Derfor har vi aftalt, at når Folketinget torsdag har vedtaget den landbrugspakke, som partierne samlet set står bag, og som vi gik til valg på, vil vi umiddelbart efter det indrømme os selv tid til at bruge nogle dage på at løse vores udfordringer,« sagde Løkke, da han kort før kl. 18 kom ud fra Statsministeriet.

Løkke lod forstå, at møderne forhåbentlig kan »genskabe den tillid, der er nødt til at være, hvis regeringen fortsat skal kunne være regering«.

Væk var – i hvert fald for nu – trusler om et konservativt mistillidsvotum til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, der er beskyldt for at give misvisende oplysninger til offentligheden og Folketinget om pakkens effekt på miljøet. Også Løkkes modsvar i form af indirekte trusler om et hurtigt folketingsvalg var pist forsvundet.

»Der kommer en møderække, og dem møder vi selvfølgelig op til. Det skulle da være mærkelig andet,« kvitterede Søren Pape Poulsen:

»Der er ikke sket en ny udvikling i vores holdninger, fra jeg gik derind, til jeg gik herud igen. Jeg konstaterer bare, at vi nu får nogle få dage med et forhandlingsforløb om en tillægspakke. Det deltager vi i, og så ser vi, hvad det betyder. Om vi overhovedet kan blive enige.«

Spørgsmålet, om Eva Kjer Hansens ministerstol stod i vejen for de forestående drøftelser om en tillægspakke til landbrugspakken, gled Pape Poulsen af på og fastholdt, at partiet kommer, når Løkke inviterer.

Fra Liberal Alliances politiske leder, Anders Samuelsen, og Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, lød der også langt mere forsonende toner.

»Det er ret åbenlyst, at der har været behov for, at vi får etableret en facon, der betyder et mere tillidsfuldt samarbejde,« sagde Thulesen.

Folketingsvalg en mulighed

Inden de fire borgerlige partiledere på ny kom ud fra Statsministeriet, havde en yderst dramatisk dag med Lars Løkke Rasmussen og den konservative formand, Søren Pape Poulsen, i hovedrollerne udspillet sig for rullende kameraer på Christiansborg.

Kl. 11.30 holdt De Konservative et gruppemøde, hvorefter Søren Pape gentog gårsdagens trussel og en konklusion om, at partiet har mistet tilliden til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

»Der er ikke sket noget siden i går (tirsdag, red.). Vi bakker regeringen op, og vi bakker Lars Løkke op som statsminister, men vi har ikke tillid til fødevareministeren, fordi hun ikke har givet et retvisende billede. Det er fuldstændigt uforandret og ligger nu på statsministerens bord. I burde snakke med ham,« lød det fra Søren Pape Poulsen.

Den konservative partiformand afviste at forholde sig til, at Lars Løkke Rasmussen med et tweet tirsdag aften, havde mere end antydet, at et stormløb mod Eva Kjer Hansen var et stormløb mod hele regeringen.

»Så må vi se, om regeringen fortsat har flertal til at være regering ...,« skrev Lars Løkke Rasmussen således på Twitter kl. 21.04 tirsdag.

I mere end 15 timer hørte offentligheden ikke fra statsminister Løkke Rasmussen.

Hen over middag indkaldte statsministeren så – efter endnu et møde på tomandshånd med Søren Pape Poulsen – til pressemøde i Statsministeriets spejlsal kl. 13.30.

Dygtig og hårdtarbejdende

Her gjorde statsministeren det klart, at han ikke havde til sinds at ofre sin minister.

Den anden måde at hugge den gordiske knude over er at udskrive folketingsvalg. Det er bestemt også en mulighed.
Lars Løkke Rasmussen, statsminister

»Den ene nemme måde at hugge den gordiske knude over på er jo, at jeg skiller mig af med miljø- og fødevareministeren, men hende har jeg tillid til. Hende anser jeg som en dygtig og hårdtarbejdende minister, som loyalt har knoklet for at gennemføre ikke bare regeringens politik, men den politik de blå partier sammen gik til valg på,« lød det fra en sammenbidt Lars Løkke Rasmussen, der herefter malede et andet scenarie op.

»Den anden måde at hugge den gordiske knude over er at udskrive folketingsvalg. Det er bestemt også en mulighed. Men det rummer i sig selv en risiko,« forklarede statsministeren.

Løkke: »Det letteste ville være at ofre en minister... men man skal ikke altid gøre det letteste«

Han præsenterede herefter en tredje vej:

»Spørgsmålet er, om det ikke er bedre at prøve at løsne knuden. Det vil jeg i hvert fald gerne give et forsøg. Jeg vil gerne række hånden frem til De Konservative. Se om der er mulighed for at forhandle en løsning i enighed.«

Kl. lidt over 16 samledes de blå parti ledere så endnu engang i Statsministeriet – for små to timer senere at sparke stridighederne til hjørne.

Eksempler på politisk mistillid gennem tiden

1909

Først fremsatte Højre og Socialdemokratiet og senere Folketinget et mistillidsvotum til V-regeringen. Statsminister Ludvig Holstein-Ledreborg valgte at træde af, dog uden at udskrive valg.

1947

Et flertal i Folketinget vedtog en personlig mistillidsdagsorden til den siddende statsminister, Knud Kristensen (V). Det resulterede i, at regeringen trådte tilbage, mens der blev udskrevet valg.

1950

Et flertal uden om S-regeringen vedtog en motiveret dagsorden om en lempelse af smørrationeringen. Det var i modstrid med regeringens politik, og regeringen med Hans Hedtoft i spidsen valgte derfor at træde tilbage.

1968

S-regeringen kom i mindretal i forbindelse med et lovkompleks om nogle kriseindgreb, bl.a. indefrysning af en dyrtidsportion. Statsminister Jens Otto Krag udskrev derfor valg.

1973

S-regeringen kunne ikke få flertal for et forslag om udskrivningsloven, og statsminister Anker Jørgensen udskrev derfor valg.

1975

Der blev vedtaget en motiveret dagsorden i forbindelse med finansloven, hvor Folketinget opfordrede statsminister Poul Hartling (V) til at træde tilbage »ud fra ønsket om dannelse af en bred flertalsregering«. Det blev tolket som en mistillidsdagsorden.

1977

Manglende opbakning til S-regeringens politik var igen årsag til, at statsminister Anker Jørgensen måtte udskrive valg.

1981

Et dagsordensforslag anbefalede S-regeringen at opgive planerne om et indgreb over for anbringelse af pensionsmidler. Vedtagelsen blev opfattet som et mistillidsvotum, og Anker Jørgensen udskrev valg.

Kilde: Folketingets Oplysning

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Søg i vejviseren
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her