*

Gratis på SMS: Send JPBREAK til 1218 | Få nyheden på mail
Indland

Tidligere kriminel tager en utraditionel metode i brug for at få en chance til

Den tidligere kriminelle håber på, at videoen kan hjælpe ham med at få et arbejde.

Patrick Charles Baagø er en ung mand på 26 år. Han bor i en lejlighed i Billund Kommune, og så er han arbejdsløs.

Det har han været, siden han kom ud af fængsel i midten af april sidste år, efter at have afsonet et år i fængsel for bedrageri med dankort og nemID oplysninger og for at optage lån i andres navne for omkring en halv mio. kr.

Selve afsoningen var ikke så hård, som han havde frygtet, men da han kom ud i friheden og var klar til at starte på en frisk, var udfordringen med at finde et arbejde derimod noget større, end han havde forventet.

»Da jeg kom ud, brugte jeg den første måned på at finde mig tilrette, men så har jeg faktisk været på jagt efter et job lige siden,« siger Patrick Charles Baagø.

Se Patrick Charles Baagøs alternative forsøg på at skaffe et job i videoen i toppen af artiklen.

Det første stykke tid var han meget optimistisk, og han var sikker på, at hans erhvervserfaring ville overskygge det faktum, at han var tidligere straffet. Han valgte dog  alligevel ikke at nævne sin kriminelle fortid i ansøgningerne.

»Så var jeg nok blevet sorteret fra allerede inden samtalerne,« siger han.

Og ja - samtaler har han været til en del af, for som han selv siger, så er han ikke kræsen. Han vil bare gerne have et job og skabe sig en hverdag med et fast arbejde at stå op til.

Partrick Charles Baagø har siddet fængslet for økonomisk kriminalitet. "Det er jeg bestemt ikke stolt af. Men det har givet mig et andet syn på livet. Jeg har nu viljen og lysten til at ændre mig," fortæller han i videoen. Privatfoto.

»Flere gange har jeg faktisk fået jobbet, men er så blevet bedt om at medbringe en straffeattest dagen efter, og så har jeg været nødt til at krybe til korset og fortælle om min fortid. Andre gange har jeg valgt at fortælle om det under samtalen, men det er heller ikke faldet i god jord,« siger han.

Hos Dansk Arbejdsgiverforening (DA) erkender man, at det ikke er en fordel, hvis en jobansøger har en kriminel fortid.

Flemming Dreesen, der er ansættelsesretschef hos DA, fortæller, at foreningens anbefalinger til arbejdsgiverne er, at en plettet straffeattest ikke i sig selv skal diskvalificere en ansøger.

»Vi anbefaler, at arbejdsgiveren møder alle med et åbent sind. Alle skal have mulighed for at få en chance til, og det er jo heller ikke sådan, at der går horder af arbejdsløse tidligere kriminelle rundt på gaderne,« siger han.

Har arbejdsgiverne et ansvar for, at de tidligere straffede kommer i arbejde og bliver en del af samfundet?

»De har helt bestemt et socialt ansvar også på dette område, og det mener jeg faktisk også, at de tager. Men det er i orden, at man afviser visse kriminelle til visse jobs. Hvis man f.eks. har en dom for økonomisk kriminalitet, så er det måske ikke så smart, at give netop den person et job, hvor man har ansvaret for mange penge,« siger han.

Selvom taktikken med at spille med åbne kort endnu ikke har givet et job til Patrick Charles Baagø, så anbefaler Flemming Dreesen alligevel tidligere straffede personer at være ærlige omkring deres fortid.

»Enhver arbejdsgiver sætter pris på, at personen for den anden ende af bordet spiller med åbne kort. Det er forudsætningen for et godt samarbejde fremadrettet,« siger han

Patrick Charles Baagø har blandt andet erhvervserfaring som lagermand, servicemedarbejder og fra hjemmeplejen, og derfor har han primært søgt jobs inden for disse jobområder.

I begyndelsen af januar tog han kontakt til High:five, der er en del af Virksomhedsforum for Socialt Ansvar.

High:five bliver støttet med 13 mio. af satspuljemidlerne og arbejder på at skabe kontakt mellem virksomheder og tidligere straffede.

Efter en indledende snak om Patricks kvalifikationer og ambitioner gik High:five i gang med at finde en virksomhed, der måske ville ansætte ham.

Dermed er Patrick dog ikke sikret et job. Det fortæller Ole Hessel, der er direktør i High:five.

»Vi får omkring 500 henvendelser om året, og ud af dem lykkedes det ca. at finde arbejde til halvdelen af de unge,« siger han.

Processen med at finde et match kan tage mellem en uge og op til seks måneder, alt efter hvilke kvalifikationer den unge har.

Patrick Charles Baagø håber på, at han bliver en af de unge, som High:five ender med at få i arbejde.

»Jeg vil selvfølgelig blive ved med at søge arbejde på egen hånd, og jeg håber på, at denne video måske kan hjælpe mig lidt på vej. Hvem ved, måske er der nogen derude, der kan bruge en som mig?« siger han.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
TV anbefaler
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Søg i vejviseren
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her