*

Indland

Dræbte ved skudangreb får mindeplade i Folketinget

Der bliver sat en mindeplade op til ære for Finn Nørgaard og Dan Uzan, som mistede livet for et år siden.

Ved synagogen i Krystalgade er der allerede opsat en mindeplade for Dan Uzan, der blev dræbt, da han stod vagt foran synagogen. Foto: Jens Dresling

For at mindes Finn Nørgaard og Dan Uzan, som mistede livet ved skudangrebene i København for et år siden, bliver der sat en mindeplade op ved Landstingssalen i Folketinget.

Det siger Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), ved et arrangement, som markerer årsdagen for det første angreb 14. februar sidste år.

- Vi bliver aldrig i stand til at gengælde den gave og det offer, som de gav os. Men det mindste, vi kan gøre, er at fortælle deres historie, så de aldrig bliver glemt, siger hun.

Filminstruktøren Finn Nørgaard blev dræbt 14. februar, da han ifølge vidner forsøgte at afvæbne gerningsmanden Omar el-Hussein, da han åbnede ild mod kulturhuset Krudttønden. Seks politibetjente blev såret.

Og det offer bør hædres, mener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V)

- Finn var et menneske, der tog ansvar. Han er derfor blevet symbol på handlekraft. Han betalte med sit liv, mange flere kunne være blevet dræbt.

- Vi må vise taknemmelighed som samfund, vi skal ære vores helte, siger Lars Løkke Rasmussen ved arrangementet.

Dan Uzan omkom natten til 15. februar, da han stod vagt ved synagogen i indre København, hvor en konfirmationsfest fandt sted.

Søndagen igennem markeres etårsdagen for angrebet, der startede lørdag 14. februar ved et debatarrangement om ytringsfrihed i kulturhuset Krudttønden på Østerbro.

Finn Nørgaard Foreningen markerer årsdagen på Christiansborg, hvor flere deltager - blandt andre Folketingets formand, statsministeren, flere menige folketingsmedlemmer og Frankrigs ambassadør, François Zimeray, som selv var til stede under angrebet på Krudttønden.

Foreningen er stiftet for blandt andet at uddele en pris samt 50.000 kroner til en almennyttig forening, som arbejder med at få udsatte unge på ret køl.

Se også Jyllands-Postens store serie i 10 kapitler om terrorangrebet i København - et år efter. En række nøglepersoner, der var helt tæt på begivenhederne, fortæller i dybden om deres oplevelser, og alt det der fulgte efter.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Om temaet

Lørdag den 14. februar ramte et terrorangreb København. I løbet af 16 timer blev to civile dræbt og fem politibetjente såret, inden gerningsmanden blev skudt og dræbt af politiet.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her