*

Indland

Jyllands-Posten på besøg i et sprogcenter: ”Må man kritisere religion?”

Ytringsfriheden var til debat, da Jyllands-Postens demokratiprojekt ”Det frie ord” torsdag fik premiere på det første af landets sprogcentre.

Tatsiana Brouka, Hassan Hassan, Marziyeh Saadat og Eliza Jasmin (fra venstre mod højre) diskuterede ivrigt, hvorvidt den danske blasfemiparagraf burde afskaffes. Foto: Tobias Nicolai

En gruppe syriske mænd diskuterer, om det er i orden at ytre sig kritisk over for religioner. De er muslimer og er enige om, at man skal være forsigtig med at sige noget nedsættende om andres tro.

»Det er kun, hvis der er noget, som er faktuelt forkert, at man må kritisere religion,« mener den ene, Adnan Mustafa, mens han kone nikker.

Syrerne var sammen med omkring 30 andre udlændinge til oplæg omkring ytringsfrihed i Jyllands-Postens demokratiprojekt ”Det frie ord”, som torsdag fik premiere på Sprogcenter Midt i Horsens.

Chefredaktør: Derfor lancerer JP nyt projekt om ytringsfrihed

Deltagerne var både er unge og gamle, mænd og kvinder og med forskellige baggrund. Nogle var flygtninge fra Syrien, mens andre var migranter fra Thailand og Østeuropa.

Der blev hurtigt skabt en livlig debat i forsamlingen omkring, hvor grænserne for ytringsfrihed skal gå.

»Man skal kunne kritisere religion for, at samfundet kan udvikle sig,« mente en kvinde på bagerste række.

En kvalitet for sprogcentrene

Jyllands-Posten tog initiativ til projektet i midten af 2015 ved at tage kontakt til De Danske Sprogcentre.

»Det er en kæmpe kvalitet, når vi underviser om samfund og kultur, at vi faktisk bruger omgivelserne aktivt.  Begrebet ytringsfrihed er helt centralt for vores samfund, og hvis projektet her kan opkvalificere arbejdet med begrebet på en god og autentisk måde, så er det jo rigtig godt,« siger Poul Neergaard, formand for De Danske Sprogcentre.

Jyllands-Postens chefredaktør, Pierre Collignon, holdte oplæg om ytringsfrihedens historie og opfordrede deltagerne på Sprogcenter Midt i Horsens til at tage del i den offentlige debat. Foto: Tobias Nicolai
Debatkulturen i Danmark

Jyllands-Posten vil med projektet gerne skabe forståelse for debatkulturen i Danmark iblandt de mange mennesker, som i disse år kommer til Danmark og får asyl, forklarer Pierre Collignon, chefredaktør på Jyllands-Posten.

»Der er et stort mentalt spring fra et typisk mellemøstligt samfund til den europæiske og danske tradition for åben kritik, debat, satire og udfordring af autoriteter. Vores projekt handler om at præsentere nye medborgere for en debatkultur, de ikke er født ind i – og lægge op til, at de også selv deltager i debatten,« siger Pierre Collignon og fortsætter:

»Det nytter ikke noget at stikke hovedet i busken i forhold de værdimæssige konflikter, som kan opstå i forbindelse med integration. Især synet på religion er en brudflade, og den debat vil Jyllands-Posten gerne tage sin del af ansvaret for.«

Baggrunden for ytringsfriheden

Som en del af oplægget på Sprogcenter Midt i Horsens gennemgik Pierre Collignon ytringsfrihedens historie i den vestlige verden fra den lutherske reformation til vor tids terrorangreb mod kritikere af islam.

Undervejs kom chefredaktøren ind på både Galileo Galilæi, Voltaire, Jens Jørgen Thorsen og Monty Pytons satiriske film om den Jesus-lignende figur Brian i filmen, ”Life of Brian”.

Muhammedtegningerne var også en del af tidslinjen, og her slog chefredaktøren fast, at han har respekt for de, som erklærer sig uenige i avisens beslutning om at bringe tegningerne i 2005.

»Men når det leder til en handling som vold eller trusler, bliver det problematisk,« sagde han.

"Jeg har respekt for dem, som siger, at de er uenige i, at Muhammed-tegningerne blev bragt. Men når det leder til en handling som vold og trusler, bliver det problematisk," sagde Jyllands-Postens chefredaktør, Pierre Collignon, til deltagerne, da oplægget kom ind på Muhammed-krisen. Foto: Tobias Nicolai
Ytringsfrihed starter i hjemmet

En central person i projektet er Esma Birdi, som er ekspert i kulturforståelse og har mange års erfaring med at undervise i demokrati.

Esma Birdi er uddannet tolk fra CBS og har siden startet sit eget firma, hvor hun er konsulent indenfor blandt andet kulturforståelse og kommunikation. Foto: Tobias Nicolai
Hun er fast tilknyttet arrangementerne på sprogcentrene, hvor hun holder oplæg om, hvad ytringsfrihed betyder og indebærer.

Et af de centrale budskaber fra hende er, at det er altafgørende for demokratiet, at vi anerkender, at alle kan komme til orde. For hende er det vigtigt, at det det også kommer til udtryk i hjemmet.

»Debat skal starte i familien, for det gør, at man kan stille sig kritisk overfor magthaverne. Det er der, man lærer, at man skal kræve sin ret til at være den, man er. Her brugte jeg eksemplet med min egen familie, hvor jeg har haft svært ved at sige noget kritisk til min far, fordi vi ikke er vokset op med en debatkultur derhjemme,« sagde hun efter sit oplæg torsdag på Sprogcenter Midt.

»I dag var der flere af deltagerne, der sagde, at det er ligesom hjemme ved dem. Det er ikke sikkert, at de er klar over, at det er noget, man kan ændre ved, men det kan man ved at have fokus på det,« sagde Esma Birdi.

Artikler, videoer og quizzer

Kursisterne havde forberedt sig på oplægget ved at bruge det undervisningsmateriale, som Jyllands-Posten har udarbejdet som en del af ”Det frie ord”. Det består af artikler, videoer og quizzer og kan også bruges af folkeskoleelever.

»I de seneste par uger forud for oplægget har vi arbejdet med artikler fra ”Det frie ord”. Og vores undervisere har suppleret med sprogopgaver, de selv har lavet, hvor de plukker svære ord og udtryk fra teksterne og arbejder med dem,« siger Stinne Wessberg, som er afdelingsleder på det øverste niveau af danskuddannelsen på Sprogcenter Midt i Horsens samt tovholder for dagens oplæg.

Hun understreger, at projektet er en god mulighed for deltagerne for at møde offentlige meningsdannere.

»Det er rigtig vigtigt, at kursisterne mærker, at de er nogle, man gerne vil møde og høre. Og så får de chancen for at spørge meningsdannere om ting, Pierre inden for mediebranchen og Esma inden for kulturforståelse,« siger hun.

Kom til forsiden af Jyllands-Postens nye projekt ved at klikke her

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland

Danmarksbilleder: Grin i mørket

Jyllands-Postens fotografer er vidner til både hverdagen og livets store begivenheder. Følg med her og se et nyt danmarksbillede alle hverdage.
Annonce
Annonce
Bolig
Pep haven op i decembermørket
Når mørket, kulden og de korte dage for alvor sætter ind, sættes havelivet på standby. Men lad julemåneden være en anledning til at sprede planteglæde og farve helt tæt på boligen. 
Se flere
TV: Den fandenivoldske landsbykonge. Klip 3 - Den gamle mand
Jørgen Søvndal har en god forretning, og han tjener mange penge. Han bruger nogle af dem til at gøre landsbyen Linde til et bedre sted at bo. Men i hans engagement ligger også en skjult kritik af 'systemet', som, han mener, af og til holder ham tilbage. Passionerede og lokalpatriotiske erhvervsdrivende findes i hele landet, og de kan være afgørende for landdistrikterne. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her