*

 

Indland

Det ved vi om Folketingets nye, ekstraordinære hæderspris

Blandt andet skal prismodtagere være omkommet i et forsøg på at beskytte andre, og kun civile kan få "Folketingets Hæderspris".

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, har fået tilslutning fra alle partier til den nye hæderspris. Arkivfoto: Anders Rye Skjoldjensen

Som Jyllands-Posten i dag kan fortælle, så indstifter Folketinget en ny hæderspris, som Finn Nørgaard og Dan Uzan - de to dræbte ved sidste års terrorangreb - bliver de første modtagere af.

"Folketingets Hæderspris", som den kommer til at hedde, er en nyskabelse og vil blive uddelt om cirka fire måneder. Der er endnu detaljer, som ikke er faldet på plads, men allerede nu ved man en del om prisen.

Først og fremmest er der tale om en meget snæver pris, som kun vil blive uddelt i helt særlige - og sørgelige - tilfælde. Hædersprisens modtagere skal have udført en heltemodig indsats, og personen, der har udført gerningen, skal være død. Desuden gives prisen kun til civilpersoner, og der skal være tale om en særlig type af angreb.

Helt konkret lyder formålsbeskrivelsen:

»Tildeles en civil person, som har udvist ekstraordinært heltemod ved med sit eget liv som indsats at forsøge at beskytte og redde andres liv, og som omkom under forsøget, og hvor der var tale om politiske forbrydelser, terror eller attentater rettet mod vores åbne, demokratiske samfund og frihedsrettigheder.«

Hædersprisens modtagere vil blive hyldet med en mindeplade på Christiansborg. Det er også noget helt specielt. I øjeblikket er der kun to andre mindeplader af den art på Christiansborg, og begge relaterer sig til Anden Verdenskrig, oplyser kontoret for Folketingets formand. Det drejer sig om en mindeplade for de to pressefolk Sigurd Thomsen og Niels Emil Therkildsen, der »døde som ofre for den tyske terror« i 1944, samt for folketingsmedlemmet J.C. William Prieme (K), der blev dræbt af tyskerne i januar 1945.

Som minde for prismodtagerne uddeler Folketinget to gange 200.000 kr. til formål, som de efterladte indstiller, og som Folketingets præsidium godkender.

Prisoverrækkelsen kommer til at ske ved en reception i Samtaleværelset på Christiansborg med efterfølgende frokost for særligt inviterede. Datoen for den første prisuddeling kommer til at være omkring den 1. juni, hvilket er tæt på de to ofres fødselsdage. Her vil der også blive uddelt en statuette, et indrammet bevis el.lign. til de efterladte.

Det er Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, der har arbejdet på at realisere hædersprisen. Den har tilslutning fra hele Folketingets præsidium og alle Folketingets partier, oplyser hun.

»Jeg har faktisk gået med den tanke i temmelig lang tid og har så drøftet den med folk, der har forstand på den slags, for det er ikke bare sådan noget, man lige gør. Der er mange praktiske og juridiske,« forklarer Kjærsgaard, som mener, at vi i Danmark »ikke har været så gode til at hylde vores helte«, og det skal hædersprisen være med til at rette op på.

Prisen kan ikke gives som en spontan reaktion for noget, der lige er sket. Personer kan tidligst blive indstillet til prisen et år efter hændelsen, som de omkom under, har fundet sted. Desuden er det alene folketingsmedlemmer, der kan indstille. Herefter beslutter præsidiet beslutter, hvem der skal have prisen.

Endelig gælder hædersprisen kun for episoder fra den 14. februar 2015 (datoen for angrebet på Krudttønden) og frem.

Se også Jyllands-Postens store serie i 10 kapitler om terrorangrebet i København - et år efter. En række nøglepersoner, der var helt tæt på begivenhederne, fortæller i dybden om deres oplevelser, og alt det der fulgte efter.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Om temaet

Lørdag den 14. februar ramte et terrorangreb København. I løbet af 16 timer blev to civile dræbt og fem politibetjente såret, inden gerningsmanden blev skudt og dræbt af politiet.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her