*

 

Indland

Berlingske indgik forlig med kontroversiel imam - betalte 10.000 kr.

Berlingske bøjede sig sidste år for krav fra Islamisk Trossamfund og Haitham al-Haddad.

Berlingske valgte sidste efterår at indgå forlig i en sag om den britiske imam Haitham al-Haddad og betale imamen 10.000 kr. i erstatning for at have skrevet, at imamen har »hyldet Osama bin Laden«.

Det skriver Berlingskes chefredaktør Tom Jensen torsdag i en kommentar i Berlingske.

Tom Jensen forklarer, at man indgik forliget, fordi avisen i et enkelt tilfælde ikke har haft dokumentationen for, at imamen rent faktisk har sagt det, man påstår, i orden.

»Det skete på baggrund af en artikel bragt i avisen den 29. august, hvor der viste sig ikke at være dækning eller dokumentation for en enkelt formulering om, at Haitham Al-Haddad skulle have "hyldet Osama bin Laden". Det var der ikke grundlag for at skrive. Derfor indgik Berlingske forliget,« skriver chefredaktøren.

Berlingske betalte ud over erstatningen også sagens omkostninger og bragte en rettelse i avisen.

Islamisk Trossamfund truer debattør med sagsanlæg

Den samme imam, Haitham al-Haddad, er også centrum i den nylige sag om debattøren Geeti Amiri, som Islamisk Trossamfund - som flere gange har inviteret imamen til at prædike for danske muslimer - har truet med at lægge sag an mod på grund af påstande, hun er kommet med om imamen.

I et program på Radio24Syv beskyldte Geeti Amiri den britiske imam for at mene, at »homoseksuelle er nogle, der bør stenes«. Det faldt Islamisk Trossamfund for brystet, og derfor sendte foreningens advokat en lignende forligsskrivelse til debttøren med besked om at betale 10.000 kr. for de injurier, Islamisk Trossamfund mener, at hun har fremsat.

Islamisk Trossamfunds advokat trækker sig efter trusler

Modsat Berlingske har Geeti Amiri dog ikke tænkt sig at indgå forlig.

»Den frie debat i Danmark har efterhånden virkelige trange kår, når der kan lægges sag an mod debattører, fordi de tillader sig at kritisere et trossamfunds gæsteforedragsholder, der taler for stening af kvinder som straf for utroskab og er imod ligestilling,« skrev hun tidligere på ugen på Facebook.

Islamisk Trossamfund har ikke ønsket at udtale sig til Jyllands-Posten om den konkrete sag, men skriver i en pressemeddelelse, at man nu tager den juridiske vej for at bremse »usagligheden« i samfundet.

»Vi har efterhånden i mange år oplevet en bekymrende og stigende tendens til, at man fremsiger den ene kritik efter den anden af Det Islamiske Trossamfund, som i bedste fald bygger på overdrivelse og i værste fald manipulation eller direkte løgn,« skriver Islamisk Trossamfund.

Også flere politikere fra Københavns Kommune har modtaget en forligsskrivelse fra Islamisk Trossamfund, heriblandt Lars Aslan Rasmussen (S) og kulturborgmester Carl Christian Ebbesen (DF). Ingen af dem har dog tænkt sig at betale.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Søg i vejviseren
Annonce
Biler
Årets Bil 2017: Her er kandidaterne til årets bilpris
Kåringen af Årets Bil i Danmark byder på godt 20 bilnyheder, der alle er på jagt efter at vinde hæderen. For første gang kan det blive en SUV, der løber med sejren, men hybridbilerne lurer. 
Se flere
Bolig
Hvorfor trækker byggesager ud i nogle kommuner?
I to kommuner tager det kun fire dage, mens det i en anden kommune tager hele 101 dage at få en byggetilladelse, men hvorfor er der så stor forskel på sagsbehandlingen i kommunerne? 
Se flere
Viden
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her