*

Indland

Lærerformand håber på kortere skoledage på Frederiksberg

Skoler bør have lov at bestemme skoledagens længde, som Frederiksberg har søgt om, siger DLF-formand.

- Vi synes helt generelt, at kommunerne skal have større frihed i forhold til skoledagens længde, så det er muligt lokalt at beslutte, hvor lang skoledagen skal være, inden for et interval, siger Anders Bondo Christensen. Foto: Mathias Svold

I Danmarks Lærerforening håber formand Anders Bondo Christensen, at Frederiksberg Kommune får lov til at droppe den ellers obligatoriske lektiecafé og understøttende undervisning (UUV).

Kommunen har ifølge Politiken søgt Undervisningsministeriet om dispensation fra de to grundlæggende elementer i skolereformen. Mens ministeriet fortsat behandler ansøgningen, håber lærerformanden, at flere skoler får mere frie hænder.

- Vi synes helt generelt, at kommunerne skal have større frihed i forhold til skoledagens længde, så det er muligt lokalt at beslutte, hvor lang skoledagen skal være, inden for et interval, siger lærerformanden.

Forældre ser skeptisk på skrotning af skolereform

Det er der både faglige og sociale argumenter for, mener han.

- For det første ved vi meget sikkert, at det ikke bare er mængden af undervisningstimer, der afgør, om eleverne bliver dygtige. Det er først og fremmest kvaliteten, siger Anders Bondo Christensen.

Han mener desuden, at forældrene i stigende grad er kritiske over for børnenes lange skoledage.

- Hvis det betyder, at flere forældre vælger folkeskolen fra, så står vi også med en stor udfordring, siger han.

I forældreorganisationen Skole og Forældre er formand Mette With Hagensen enig i, at den enkelte skole bør have mere frihed til at indrette sig, fordi lektiehjælpen og understøttende undervisning mange steder ikke fungerer optimalt.

Frederiksberg vil lade folkeskoler droppe lektiecaféer

Hun er dog samtidig bekymret over kommuner, der vil af med den understøttende undervisning.

- Den understøttende undervisning skulle jo netop være med til at motivere de børn, som har brug for undervisning på en anden måde.

- Det er dér, der skulle være mulighed for at gå i skoven eller tage på virksomhedsbesøg, som er elementer, vi altid har efterspurgt, siger hun.

Andre kommuner som Assens og Greve har også søgt om dispensation fra reformens timekrav.

Trods Frederiksberg Kommunes ansøgning har størstedelen af hovedstadskommunens skoler ifølge Politiken i høringssvar på forhånd tilkendegivet, at de ikke vil skrotte UUV og lektiehjælp, hvis ministeriet ender med at give lov.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Om temaet

I 2014 trådte en ny folkeskolereform i kraft, og lærerne fik ændrede vilkår. Dette tema handler om nye tider i folkeskolen.

Tip til historier

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
TV
Mere
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her