*

Kommunalvalg
Indland

De har arbejdet på Borgen, men på hver sin side af kulissen

Debat: Peter Arnfeldt og David Trads kender hinanden. Begge har i en årrække bevæget sig på Christiansborg. Den ene befinder sig bedst i den diskrete baggrund, mens den anden har opsøgt rampelyset. Nu træder de begge frem som klummeskribenter i Jyllands-Posten.

Peter Arnfeldt tv. og David Trads th. er nye klummeskribenter i Jyllands-Posten. Foto: Stine Bidstrup

Det er ikke helt til at vide, hvornår David Trads og Peter Arnfeldt mødte hinanden første gang. Et kvalificeret gæt kan være, at det skete på en af gangene i Provianthuset på Christiansborg tilbage i 1990’erne.

Arnfeldt var rådgiver for Lone Dybkjær, det daværende medlem af Europa-Parlamentet for de radikale, som holdt til på anden sal. På etagen oven over sad David Trads som leder af Morgenavisen Jyllands-Postens politiske redaktion. På vejen til Vandrehallen, som er hjertet på Christiansborg, hændte det ofte, at han løb ind i en radikal politiker og en god historie, som langt fra altid hjalp statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) til at stå solidt på benene.

David Trads bed sig fast i Nyrups ledelseskrise, Venstres skattestop og økonomien i Dansk Folkepartis omfattende partiprogram, inden han skiftede JP ud med Danmarks Radio og siden blev chefredaktør for dagbladet Information, medstifter af gratisavisen metroXpress, lektor på Syddansk Universitet og ansvarshavende chefredaktør for det islandske eksperiment Nyhedsavisen, som var med til at ændre mediebilledet i Danmark.

Blå bog: David Trads

Født i 1967.

Opvokset i Suldrup.

Uddannet journalist i 1994.

Har bla. arbejdet på Jyllands-Posten som leder af den politiske redaktion og korrespondent i Moskva, chefredaktør for Information og Nyhedsavisen, USA-korrespondent for Berlingske Tidende.

Bor i København.

Selvsikker og stor i slaget

Selvsikker, stor i slaget og lettere hånende over for ”de små gamle morgenaviser”, som Trads vendte tilbage til, lige inden Nyhedsavisen gik ind, bl.a. arbejdede han som USA-korrespondent for Berlingske. På et tidspunkt havde David Trads selv planer om at blive politiker. I 2004 sprang han ud som socialdemokrat og forsøgte at blive opstillet i Skanderborg-kredsen, men blev slået eftertrykkeligt med stemmerne 420 mod 31 af den dengang ret ukendte Kirsten Brosbøl, som nu er miljøminister.

Nederlaget slog ikke Trads ud, ligesom de andre knubs, den professionelle tilværelse har givet ham, heller ikke mærkes på overfladen. Med sin indsigt, idérigdom, evne til at udfylde et tomrum og iscenesætte et standpunkt, er David Trads blevet en hyppigt anvendt kommentator og en af Danmarks mest eksponerede personer på Facebook. For nylig var vennekredsen så stor, at han måtte skifte den private profil ud med en fanside. Her kan man læse hans ofte skarpe analyser af alt fra venstrefløjens voldsromantik til brugen af ordet indvandrere om unge drenge, som er opvokset i Danmark.

David Trads holder sig ikke tilbage fra at sige sin mening. Han skærer ind til benet, når fremmedhad, hykleri og politisk uformåenhed udstilles. Selv tager han gerne imod de verbale tæsk, som eksponeringen medfører. Men det skal ske i en ordentlig tone og efter devisen, gå efter bolden og ikke efter manden.

Blå bog: Peter Arnfeldt

Født i 1972.

Opvokset i Rødekro.

Uddannet cand.scient.pol. i 1999 og har desuden en master i kommunikation fra University of Westminster, London.

Har bla. arbejdet som rådgiver for de radikale, konservative og Venstre og i virksomheden DONG Energy.

Bor i Høve på Vestsjælland.

Samme devise vil gå igen, når David Trads både på papir og i JP’s digitale univers stiller skarpt på samfundet, medløbere, modløbere, tendenser og tåbeligheder.

»Jeg glæder mig til at skulle debattere med Jyllands-Postens læsere,« siger han.

Et skarpt blik for spin

Til gengæld leder man næsten forgæves på de sociale medier for at finde Peter Arnfeldt. Jovist er der opdateringer på Facebook, men de er sjældne og handler mest om det nære liv i Høve, hvor han bor sammen med sin hustru, Ulla Østergaard, som i øvrigt i mange år var kollega med David Trads på Jyllands-Posten.

Cand.scient.pol. Peter Arnfeldt befinder sig bedst bag kulissen, hvor han har arbejdet som skarp rådgiver for så forskellige politiske profiler som Marianne Jelved (R), Bendt Bendtsen (K) og Troels Lund Poulsen (V).

Også Arnfeldt har et skarpt blik for det politiske spil, men den del af det, som handler om håndtering og kommunikation. På moderne dansk også kaldet spin.

Man kan vel næsten sige, at Jyllands-Posten nu sætter ulven til at vogte får.
Peter Arnfeldt, cand.scient.pol.

Med Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skattesag fik Peter Arnfeldt ufrivilligt en central plads i rampelyset, fordi han var mistænkt for at have lækket statsministerparrets skattepapirer. Han er siden blevet fuldstændig renset, alle sigtelser er frafaldet, men forløbet lærte eksperten i kommunikation, hvor vanskeligt det kan være at håndtere sin egen sag i en medieverden, hvor der syntes kollektiv konsensus om, at han var ”mørkets fyrste”. Peter Arnfeldt holdt lav profil, men det var en fejl:

»Når man ikke siger noget, tror folk jo, at man er skyldig,« ræsonnerede han i marts 2014, da han havde været sigtet i halvandet år og mistet tiltroen til myndighederne.

I samme interview fastslog han, at han som spindoktor ville gå helt til lovens kant for sin minister, men aldrig over stregen:

»Jeg har ofte været tæt på stregen, men det har jeg ikke lyst til at give eksempler på,« sagde Peter Arnfeldt.

Med sin klumme ”modspin” tager han skridtet væk fra kulissen. Her vil han analysere spillet og spinnet, og hvad det betyder for vælgernes opfattelse af politik:

»Det handler ikke om, hvem der har ret – det handler om, hvem der får ret,« som han kort udtrykker det.

Peter Arnfeldt, som i dag er selvstændig kommunikationsrådgiver for en række virksomheder, siger med et skævt smil om sig selv, sin fortid og ikke mindst det image, som han er forbundet med:

»Man kan vel næsten sige, at Jyllands-Posten nu sætter ulven til at vogte får.«

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her