*

Indland

Forskning viser sammenhæng mellem omskæring og autisme

Autisme: Et kontroversielt forskningsprojekt fra Statens Serum Institut viser, at drenge, der omskæres, har 46 pct. højere risiko for at udvikle autismeforstyrrelser. Dette kan blive en bombe under omskæringspraksis, mener forskeren.

Drenge, som bliver omskåret, har næsten 50 pct. højere risiko for at udvikle autisme, inden de fylder ti år end andre drenge. Og når det gælder den mest alvorlige autismeforstyrrelse, infantil autisme, som typisk rammer helt små børn under fem år, er risikoen hos omskårne drenge tilsyneladende fordoblet.

Det er de kontroversielle fund i et nyt dansk forskningsprojekt, som forskere fra Statens Serum Institut (SSI) offentliggør i dag i det engelske videnskabelige tidsskrift Journal of The Royal Society of Medicine. I undersøgelsen har forskerne fulgt samtlige danske drenge, der blev født i perioden fra 1994 til 2003. I alt drejer det sig om 342.877 drenge, og for 3.347 af dem fandtes der data i de danske sundhedsregistre, der viser, at de blev rituelt omskåret, inden de fyldte 10 år, lige som det viste sig, at 5.033 af drengene fik diagnosticeret autisme. Disse data har forskerne på SSI analyseret og fundet, at der tilsyneladende er en sammenhæng mellem det at være blevet omskåret og at udvikle autisme.

Forskerne konkluderer, at uanset kulturel baggrund har rituelt omskårne drenge en 46 pct. højere risiko for at udvikle autisme end andre drenge. Tallet skal ses i sammenhæng med, at 1,5 pct. af samtlige drenge under 10 år udvikler en autismeforstyrrelse.

Professorer: Vi er ikke overbeviste

I følge overlæge, dr.med., ph.d. og adj. professor, Morten Frisch fra Afdeling for Epidemiologisk Forskning på SSI, der står bag undersøgelsen, er det første gang, at man har undersøgt sammenhængen mellem omskæring og autisme. Han er klar over, at resultatet er overraskende og kontroversielt:

Der er tale om en robust og statistisk sikker sammenhæng mellem rituel omskæring og autisme.
Morten Frisch, overlæge, forsker
»Der er tale om en robust og statistisk sikker sammenhæng mellem rituel omskæring og autisme. Vores studie er naturligvis ikke noget endegyldigt bevis, men resultaterne er så overbevisende, at det bør give anledning til, at andre forskere fra lande med høj forekomst af omskæring i en fart kigger på, om de kan finde samme sammenhæng. Dette kan være en bombe under omskæringspraksisen,« siger Morten Frisch, som tidligere har skabt heftig omskæringsdebat med forskningsresultater, der påviser, at omskårne mænd og deres partnere har flere seksuelle problemer end andre.

Ikke alle registreres

I følge Sundhedsstyrelsens skøn foregår der 1.000-2.000 rituelle omskæringer på danske drenge om året, men langt fra alle registreres, da de f.eks. foregår i udlandet eller uden for hosipitalsregi.. Langt hovedparten af de omskårne drenge har muslimsk familiebaggrund, men også drenge fra bl.a. jødiske og amerikanske familier omskæres herhjemme. I fjor blev der kun anmeldt cirka 450 rituelle omskæringer. Da det kun er de registrerede omskæringer i perioden 1994-2003, som forskerne har kunnet medregne i undersøgelsen, er det ifølge Morten Frisch sandsynligt, at de omskårne drenges forøgede risiko for autisme i virkeligheden er endnu større, end resultaterne viser.

Fakta

Omskæring

  • I Danmark er det forbudt at omskære piger, mens omskæring af drenge er tilladt, hvis en læge foretager indgrebet.
  • Rituel/kulturel omskæring  af drenge tilbydes ikke i det offentlige sundhedsvæsen i Danmark, og derfor foretages indgrebet ofte på private lægeklinikker.
  • Det er op til lægen i samråd med forældrene at vælge, hvilken kirurgisk metode og bedøvelse der anvendes til omskæringen.
  • Cirka en tredjedel af mænd verden over er omskåret.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Han og statistiker Jacob Simonsen blev foranlediget til undersøgelsen af bl.a et nyligt amerikansk studie, der viste en klar sammenhæng mellem en række landes omskæringshyppighed og deres autismeforekomst. Undersøgelsen kunne dog ikke afklare, om der var tale om en årsagssammenhæng. Samtidig har kliniske undersøgelser og dyreforsøg dokumenteret, at en enkelt stærk smertepåvirkning lige efter fødslen kan forårsage langvarige og måske endda permanente ændringer i smerteadfærd og stressreaktioner.

Læser du med fra mobilen, kan du se en grafik af omskæring her

I følge Morten Frisch er det muligt at den tidlige og nogle gange meget voldsomme smerteoplevelse ved omskæring kan være en del af forklaringen på, at omskæring er forbundet med øget risiko for autisme.

En enkelt voldsom smerte

»Vi ved, at der er en øget risiko for autisme hos børn, som kommer til verden på en barsk måde og starter deres liv på intensivafdeling for nyfødte, og som uafladeligt skal stikkes i, sondemades og have lagt drop. Og måske kan en enkelt voldsom smerteoplevelse, som en omskæring nogle gange er, have samme betydning i nogle tilfælde,« siger Morten Frisch.

Han peger på, at nyfødte ikke kan lægges i fuld narkose, men kun lokalbedøves under omskæringen.

»Navnlig eromskæring kort efter fødslen voldsom, fordi forhuden hos næsten alle nyfødte sidder fast til penishovedet og faktisk først skal flås fri, før den skæres eller klippes af. Hvis der overhovedet bruges bedøvelse, virker den i en del tilfælde ikke, og indgrebet kan være voldsomt smertefuldt også efterfølgende,« siger han.

»Der er efter europæiske lægers vurdering ingen troværdige helbredsmæssige fordele ved at omskære raske drenge. Hvis undersøgelsens resultater bekræftes i andre lande, bør det få forældre til at tænke sig om en ekstra gang, inden de vælger at lade deres sunde og raske drenge gennemgå en unødvendig operation, der kan skade dem alvorligt.«

Noget helt nyt

Hos Det Nordiske Cochranecenter, som beskæftiger sig med at vurdere og sammenholde forskningsresultater, fastslår centerleder Peter Gøtzsche, at det er første gang, man påviser en sådan sammenhæng på individniveau.

»Det er interessant og noget helt nyt, og derfor vil det være rigtig godt, hvis forskere i andre lande tager tråden op og ser, om de kan finde lignende resultater. Dette studie er ikke grebet ud af luften men bygger på observationer, der peger i samme retning, nemlig en sammenhæng mellem autisme og omskæring,« siger Peter Gøtzsche.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her