*

Kommunalvalg
Indland

Kenya siger stop for adoptioner - 23 danske par er i klemme

Det afrikanske land vil hellere bortadoptere lokalt, og det går ud over udenlandske familier.

Fire danske familier er lige nu i Kenya for at hente adoptivbørn, og yderligere 19 står på venteliste til at adoptere et barn fra Kenya.

Men i værste tilfælde kan et kenyansk forbud mod adoptioner til udlandet betyde, at de fire familier ikke kan få lov til at rejse til Danmark med deres børn. Det skriver Politiken.

Kenyas regering har meddelt, at der er "totalt stop" for adoptioner til udenlandske forældre. Hvorfor det er tilfældet, er uvist, men hos det kenyanske adoptionsbureau CWSK anfører man børnenes tarv som grund til stoppet.

"Det er kenyanske børns ret at blive adopteret inden for Kenyas grænser. Hos CWSK har vi lige nu over 250 lokale familier, som er godkendte og fundet egnede til adoption," siger bureauets adm. direktør Penelope Wanjiku.

Færre end nogensinde vil adoptere

Hos det danske bureau AC Børnehjælp meddeler man, at de danske par i Kenya tager regeringens udmelding roligt.

"Der er en teoretisk risiko for, at de ikke får lov at rejse ud med deres børn - det er der ingen, der tror på, men vi kan ikke udelukke noget," siger AC Børnehjælps direktør Keld Damsbo til Politiken.

Kenya er bare det seneste land i rækken af lande, der har lukket for adoptioner til udlandet. Andre lande har fået lukket for muligheden af de danske myndigheder - det gælder f.eks. Nigeria, hvorfra Ankestyrelsens Familieretsafdeling i september i år vurderede, at det ikke længere er forsvarligt at adoptere børn på grund af korruption, dokumentfalsk og nigerianske myndigheders kontrol med adoptionsprocessen.

Adoptioner fra Nigeria er suspenderet

238 ansøgte i 2013 om at blive godkendt som adoptanter, og det foreløbige tal for 2014 ser ikke bedre ud. I 2005, da antallet af ansøgere toppede, lød tallet på 1.183.

Formand Jens Damkjær fra foreningen Adoption & Samfund pegede i juni over for Jyllands-Posten på flere ting som årsag til det faldende antal adoptanter, bl.a. årelange ventetider på at få et barn i forslag og "drastiske" gebyrstigninger i de senere år.

Eksempelvis koster det hos DanAdopt næsten 220.000 kr. at adoptere et barn fra Etiopien.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland

Voxpop: Hvem stemmer du på?

Jyllands-Posten har været på gaden rundt om i landet for at få vælgerne til at give et bud på, hvad de lægger vægt på, når de skal sætte deres kryds.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her