Fortsæt til indhold
Indland

Manden bag Irak-afsløring risikerer stadig fængsel

Ny redegørelse ændrer ikke meget for officer, der afslørede omstridt video.

Anders Kærgaard risikerer stadig seks måneders fængsel.

Og det selvom en ny redegørelse i dag har gjort det klart, at det vitterligt var forsvarets egen video, den tidligere efterretningsofficer i oktober sidste år valgte at lække til pressen.

En oplysning som forsvarskommandoen ellers har nægtet i flere år.

»Redegørelsen er et superfint skridt i den rigtige retning, og jeg er glad for, at den nye forsvarschef har taget fat i problemet. Men desværre ændrer det ikke meget,« siger Anders Kærgaard til Jyllands-Posten.

Overgreb blev aldrig undersøgt

De meget omtalte videoptagelser viser danske soldater, der bevidner en hårdhændet anholdelse af irakiske civile i 2004.

Forsvaret har hidtil nægtet, at man overhovedet havde videokameraer til stede under operationen, selvom optagelserne flere gange er blevet vist på tv.

Redegørelsen til forsvarsminister Nick Hækkerup afslører dog også, at der formentlig var tre kameraer med på den omstridte mission - og foreløbig er altså kun en videooptagelse sluppet ud.

»Det store problem er fortsat, at redegørelsen er så fokuseret på, hvem der lavede optagelserne og ikke på det overordnede problem: At danske soldater så overgreb, meldte det videre til deres overordnede, men at de endelige rapporter intet siger om overgrebene,« siger Anders Kærgaard, der mener, at sagen er blevet syltet bevidst.

»Der er alt for mange, der af private og karrieremæssige årsager har besluttet, at det er fint, hvis det her ikke kommer frem. Jeg kan ikke forstå, at landets politikere bare kan se på, men det gør de åbenbart,« siger Kærgaard.

Sagen kører videre

Efter Kærgaard stod frem i pressen sidste år - blandt andet for at hjælpe de 21 irakere, der har lagt sag an mod Danmark for den voldsomme anholdelse - har Forsvarets Auditørkorps forsøgt at få ham til at afsløre, hvordan han kom i besiddelse af selve videoen.

Det nægter Kærgaard, og derfor står han til seks måneders fængsel, ifølge auditørkorpset.

Anders Kærgaards forsvarer, advokat Mads Pramming, mener ikke, at den nye redegørelse vil få auditørkorpset til at stoppe sagen ved Østre Landsret.

»Jeg tror godt, at redegørelsen kan komme til at betyde noget, men det er ikke sådan, at sagen er vendt 180 grader,« siger Mads Krøger Pramming til Jyllands-Posten.

»Sagen handler konkret om, at Anders ikke vil stikke sin kollega, og det er min opgave at overbevise retten om, at det skal han ikke straffes for. Ved siden af dét spor er der så Anders’ personlige fortørnelse over, at man fra forsvarets side siger, at han lyver. Den side af sagen har han nu vundet med dagens indrømmelse fra forsvaret,« siger Krøger Pramming.

Forsvarets Auditørkorps bekræfter overfor Jyllands-Posten, at dagens redegørelse ingen betydning får for sagen mod Anders Kærgaard.

Vil ikke afsløre navn

Anders Kærgaard vil fortsat ikke afsløre, hvor han fik båndet fra.

Han vil alene sige, at der var »en soldat, der tog båndet« fra daværende oberstløjtnant - og øverstkommanderende for den danske styrke i Camp Eden- John Dalbys kontor og gav båndet videre til Anders Kærgaard.

Hvorfor vil du ikke sige navnet?

»Det valg jeg traf om at stå frem med alle de konsekvenser, der har været - det er mit valg. Han (soldaten, der tog videoen, red.) følger med i sagen, og han ved, hvad der foregår. Også hvilke konsekvenser, det har for mig. Og han har altså besluttet, at han ikke vil stå frem. Det respekterer jeg,« siger Anders Kjærgaard.

Også selvom det koster dig seks måneder i fængslet?

»Ja«.