Skoleledere vil ikke betale konfliktkontingent
Skolelederforeningen vil ikke betale regningen for lærernes konflikt med KL.
Skolelederne er en del af Danmarks Lærerforening, og ligesom de øvrige medlemmer, der ikke var ramt af KL's lockout, bliver skolelederne nu pålagt et konfliktkontingent af Lærerforeningen.
Vi har mange mails liggende, hvor skoleledere skriver, at hvis de får en opkrævning på konfliktkontingent, så melder de sig ud.Anders Balle, , formand for Skolelederforeningen
Det er ikke rimeligt, mener skoleledernes formand Anders Balle, der påpeger, at skolelederne i bund og grund ikke stod på samme side som lærerne under konflikten.
"Skolelederne føler sig slet ikke som en del af den her konflikt. Konfliktens tema var lærerarbejdstid, og netop når det handler om arbejdstid, sidder skolelederne på arbejdsgiversiden. Og så skal de finansiere lønmodtagernes konflikt. Det virker åbenbart urimeligt," siger Anders Balle til folkeskolen.dk.
Skoleledere truer med udmeldinger
Skolelederforeningen er nu i færd med at undersøge, om foreningens medlemmer kan undgå at betale det ekstraordinære kontingent. Og det kan få konsekvenser, hvis ikke det lykkes, forklarer Anders Balle.
"Vi har mange mails liggende, hvor skoleledere skriver, at hvis de får konfliktkontingentopkrævningen, så melder de sig ud. Det ville være ulykkeligt for vores forening, hvis det splitter foreningen ad. Det har vi prøvet en gang før, og det var ikke en succes. Det gav manglende indflydelse og manglende sammenhold. For os er det en væsentlig opgave at holde sammen på skolelederne," siger han.
Hos Lærerforeningen advarer Formand for Overenskomstudvalget Gordon Ørskov Madsen også skolelederne imod at trække sig ud af centralorganisationen.
"Skolelederne skal passe på med at fjerne sig mere og mere fra professionen og blot lade det handle om bundlinje og managementtænkning. Vi har fælles interesser i at fastholde vores fokus på ledelse i forhold til god undervisning. Arbejdsgiverne vil gerne trække lederne væk fra lærerne og gøre ledelse til et spørgsmål om styring og management. Det forstærkes, hvis lederne ikke længere er en del af DLF," siger han til folkeskolen.dk.
Organisation til debat
Anders Balle har i den forgange tid rejst landet rundt til regionale medlemsmøder. Her har skolelederne klart efterspurgt større selvstændighed, og derfor har formanden indkaldt til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde på torsdag.
Skolelederne skal passe på med at fjerne sig mere og mere fra professionen og blot lade det handle om bundlinje og managementtænkning. Vi har fælles interesser i at fastholde vores fokus på ledelse i forhold til god undervisning.Gordon Ørskov Madsen, Formand for Overenskomstudvalget i DLF
På mødet skal der dels tales om det konkrete problem med konfliktkontingent, og Anders Balle åbner også op for, at strukturen omkring skoleledernes medlemsskab i Danmarks Lærerforening skal ændres.
"Det er ikke bare konfliktkontingentet. Det er lige så meget princippet om, at man er del af en konflikt og del af en lærerforening, som mange skoleledere har svært ved at se det fornuftige i. Derfor lægger vi op til, at vi skal have nedsat en arbejdsgruppe som over sommeren skal se på, hvilke organisatoriske muligheder vi har," siger han.