Fortsæt til indhold
Indland

Margrethe Vestager roser kommunerne

Kommunerne har holdt foden på den økonomiske bremse i 2012, men det skal ikke fortsætte, formaner KL.

Ritzau

Kommunerne har i 2012 fastholdt foden på bremsepedalen. En netop offentliggjort opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at kommunerne i 2012 igen har brugt væsentligt færre penge på service end budgetteret.

Sidste år lå kommunernes serviceudgifter 5,3 milliarder kroner under det budgetterede niveau, og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) anerkender kommunerne for at tage ansvar.

- Det er meget positivt, at kommunerne har bidraget markant til at konsolidere de offentlige finanser.

- Der bliver ikke flere penge i de kommende år, så udfordringen bliver at udvikle og modernisere velfærden på alle områder, uden det bliver dyrere, siger hun i en pressemeddelelse.

Flere penge på byggeri

Samtidig overholder kommunerne også anlægsloftet, selvom kommunerne har brugt markant flere penge på at bygge nyt end sidste år.

De skattefinansierede bruttoanlægsudgifter lå i 2012 på alt 19,5 milliarder kroner, hvilket også var lavere end budgetteret.

Formand for Kommunernes Landsforening, Erik Nielsen (S), advarer dog også om, at det ikke kan blive ved.

- Regnskabet for 2012 afspejler endnu engang en ekstraordinær tilbageholdenhed i kommunerne, siger han i en pressemeddelelse.

- Men det er klart, at hvis man sparer op, er det jo også ud fra en forventning om, at man får lov at bruge pengene på et tidspunkt.

- Det er derfor også vigtigt at gøre sig klart, at det er en ekstraordinær situation, og at kommunerne ikke kan køre med håndbremsen trukket i al fremtid, siger Erik Nielsen.

Kommunerne og finansministeren holdt torsdag første møde i en lang række, hvor man skal blive enige om de kommunale budgetter for 2014.