Skyldnere "grillet" i politiets mandskabsvogne
Kl. halv seks i morges begyndte politifolkene at banke skyldnere op af fjerene.
Lokalpolitiet i Køge har skruet bissen på over for nogle af de mest forhærdede skyldnere, som trods rykkere ikke betalere deres gæld.
Kl. 05.30 trillede to mandskabsvogne og en patruljebil ud ad garagen for at begynde rundturen, der endte i fogedretten.
Jeg kan undre mig over, at ikke flere får klaret sagen i fogedretten på et tidspunkt, hvor det måske er mere belejligt, end når politiet dukker uventet op, og man f.eks. ikke kan komme på arbejde til tiden.Søren Sørensen, vicepolitikommissær , Lokalpolitiet i Køge
60 personer stod på politiets liste over folk, der ignorerer såvel deres kreditor som en henvendelse fra fogedretten. De pågældende er bosiddende i Køge og Stevns Kommune.
Betal!
Ikke alle kunne træffes på deres bopæl, så de fik en hilsen i postkassen med en kraftig opfordring om at få deres økonomiske mellemværende ud af verden.
Politiets lange liste medførte, at nogle af de hentede skyldnere måtte tilbringe 3½ time i mandskabsvognene.
Midt på dagen begyndte aktionen allerede at virke. Syv af de ikke-afhentede, som fik et brev, henvendte sig frivilligt for at få deres gæld ud af verden.
"Set med politiets øjne er resultatet af dagens aktion tilfredsstillende. Men jeg kan undre mig over, at ikke flere får klaret sagen i fogedretten på et tidspunkt, hvor det måske er mere belejligt, end når politiet dukker uventet op, og man f.eks. ikke kan komme på arbejde til tiden," siger lederen af aktionen, vicepolitikommissær Søren Sørensen, Lokalpolitiet i Køge.
Lokalpolitiet i Køge har allerede planlagt næste rundtur for at hente skyldnere til Fogedretten.